Kære læser
Sidste efterår lavede jeg for første gang kimchi – og siden har jeg ikke kigget mig tilbage. Det er blevet en fast ting i mit køleskab, og jeg kommer i det i alt fra salater til tilbehør til omeletten. Det er overraskende nemt at lave og det er fascinerende at se, når fermenteringsprocessen går i gang. Kimchi er en ældgammel tradition fra Korea, hvor det traditionelt laves hvert efterår i kæmpe portioner, så der er nærende grønt vinteren igennem.
Jeg har talt med kokken Youra Kim, der kommer fra Sydkorea, om, hvordan man egentlig gør. Du får hendes kyndige kimchiguide her.
Når kimchien fermenterer, bliver sukkerarterne i kålen nedbrudt af mikroorganismerne, der naturligt findes i grøntsager, og der dannes mælkesyrebakterier, der er gavnlige for vores tarmsystem. De seneste mange år er vores kost blevet meget mere fattig på fibre, gavnlige bakterier og vitaminer, og derfor er kimchi en af de fødevarer, der kan være med til at holde vores tarmsystem i balance. Nyeste forskning viser nemlig, hvor afgørende en sund tarmflora er for vores helbred og mentale tilstand. Du kan læse mere om den gavnlige fermentering her og min egen klumme om kimchi her.
Næste uges menu er derfor også inspireret af den sunde kimchi. For du kan naturligvis også købe kimchi på glas, hvis du endnu ikke har kastet dig ud i at lave det.
Vi begynder ugen med en rigtig lækker snack, bao fyldt med laks og toppet med kimchi.
Kimchi er ikke kun tilbehør, men kan også indgå i forskellige retter. For eksempel i disse pandekager. Server dem som snack, eller nyd dem som en simpel hovedret til to sammen med ris eller en grov salat.
Prøv også kimchi i den traditionelle koreanske ret bibimbab, og hvis du har lyst til mere kimchi, kommer her det sidste inspirationsforslag til dig: Prøv kimchi i toast. Det giver ekstra sundhed og næring til et hurtigt måltid.
Sidste år åbnede restauranten Pauli i Københavns Sydhavn. Endnu et bevis på, hvordan det gamle arbejderkvarter gennemgår en vild transformation i disse år. Vi har været forbi Pauli og fået deres bud på en lækker weekendmenu, der er holdt i nordiske toner med masser af grønt, og rystet et par kokketrick ud af ærmet, der giver maden nye højder.
En oplagt fredagsret er wraps med letsaltet fisk. Det er en slags sushi, men på den mere afslappede måde, hvor hver gæst får lov at lave sin egen wrap.
Det er sæson for jordskokker, og et helt nyt take på den milde og lidt besværlige vintergrøntsag at fritere dem hele i tempuradej. Det giver associationer til fried chicken, og smagen kommer helt op at ringe, når de bliver dyppet i yoghurt med tangpulver.
Ligesom det bliver diskuteret, hvornår man må høre julemusik og pynte op til højtiden, er der også diskussion om, hvornår man må begynde at bage og spise fastelavnsboller. Detailhandlen har allerede solgt fastelavnsboller i flere uger, men jeg har indført en regel om, at man først må tale, købe og spise fastelavnsboller i februar. Så skal den til gengæld også have fuld hammer, og da vi snart nærmer os februar, får du derfor opskriften på den helt klassiske fastelavnsbolle.
Med ønsket om en god maduge.