Kære læser
Velkommen til endnu en grøn uge. Hvis du er ny læser af dette nyhedsbrev eller skulle have glemt, hvad du får her, vil jeg lige ridse præmissen op igen.
Hver uge modtager du inspiration til grønne og klimavenlige retter fra mig. Det er ikke et vegetarisk nyhedsbrev, men et inspirationskatalog til, hvordan du kan spise grønnere og sundere. Der ligger nemlig et kæmpe potentiale i at gøre vores madvaner grønnere. Det er både til gavn for vores egen sundhed og en helt nødvendig kurs, hvis klodens temperaturer ikke skal løbe løbsk. Læs her, hvorfor grøn mad er afgørende for at tackle klimaproblemerne.
I næste uge kan vi se frem til både sommersol og pinsesol og hvis vi er heldige, falder begge ting sammen. Sol eller ej, her får du her mit bud på en lækker, grøn og sanselig menu, der kan holde dig vågen til at se pinsesolen danse.
Jeg bliver grundlykkelig, når jeg får en rødspætte serveret med nye kartofler, persille, citron og så selvfølgelig grønne asparges. Det er så enkelt og let, at det sagtens kan komme på bordet mandag aften, og er du rigtig heldig, er der nye jordbær til dessert.
Jeg sætte ofte suppe på madplanen. Det er en god måde at få masser af grøntsager på, og ofte er det noget, hele familien kan lide. Selv om temperaturen stiger, behøver suppen ikke være forvist fra køkkenet. Den skal bare laves i en forårsversion som her med spinat, estragon og pocheret æg. Server med brød og evt. en salat med bælgfrugter i, og du har et mættende måltid.
I forårsmånederne kan du bruge brændenælder i stedet for spinat.
Jeg har en note på min telefon med familiens grønne livretter, og en ret, jeg ved virker herhjemme, er disse spinatpandekager. Det er en god måde at liste ekstra grøntsager i børn på – og bliver de fyldt med falafler, er der sprød grøntsagslykke til alle.
Det er der også, når den her kartoffelsalat bliver fremtryllet. Vi har igen fat i sæsonens fineste smage med radiser og løvstikke, som er min yndlingssommerurt.
I pinsen glæder jeg mig til at spise hvide asparges med en hjemmelavet hollandaise. Den franske ægge-smør-sauce er ikke svær at lave selv, og det giver altid point rundt om bordet, når du kan sige, at du selv har pisket din sauce.
Vi rammer snart juni måned, og det betyder masser af jordbær. Jeg tyvstarter med disse marengs med hjemmelavet is og røde bær.
Med ønsket om en grøn maduge og god pinse!