Fortalt til Anders Legarth Schmidt
Jeg udfører en serie ritualer, hver gang jeg forlader min lejlighed. Udefra set virker det vanvittigt, men det giver mig ro i hjernen. Engang var jeg flov og skjulte, hvordan jeg er, men det har jeg sluppet efter mange års kamp. Nu er jeg en åben bog.
Jeg skal sige ordet ’lukket’, mens jeg gennemgår min bolig inden afgang. Ingen siger, at jeg skal gøre det, men jeg har bedst sådan. Det er helt spirituelt. Alt er snorlige. Jeg sørger for, at lagen, pude og dyne ligger på en bestemt måde, stiller mig for enden af sengen og siger »lukket«. Jeg trækker ledninger ud af stikkontakter og siger »lukket«. På badeværelset lukker jeg for vandet og slår toiletbrættet ned, »lukket«. Jeg sikrer mig, at alle vinduer er sat på hasp, så ingen kan bryde ind i min stuelejlighed, »lukket«. Jeg tjekker, at kogepladerne er slukket, og siger »lukket«. Det hele tager nogle minutter.
Tidligere skulle ledninger, ur og stol være placeret på en bestemt måde. Min lommeregner lå altid på hjørnet af bordet med en fast afstand til begge bordkanter. Døren til mit værelse skulle være åben i samme vinkel. Jeg kunne flippe ud, hvis min mor havde lukket døren helt i. Mit værelse lignede den faste udstilling på Nationalmuseet. Kom du på besøg hver dag i et halvt år, ville du ikke kunne se ændringer. Jeg har lært, at meget af det er ligegyldigt. Det har ingen funktion. Men det har de andre ting, jeg stadig gør. De er egentlig ganske fornuftige for at sikre sig mod indbrud, brand og vandskader, men mere end det. Mine ritualer og mit ord, ’lukket’, hjælper mig konkret med at få lukket de kamre ned i hjernen, der ellers ville være fyldt med tanker om, om jeg eksempelvis fik lukket døren til køleskabet.
