Fortalt til Lars Igum Rasmussen
Jeg havde svært ved at forstå, hvorfor tapetet vendte udad. Længe stod jeg bare og kiggede på det. Jeg var betaget af de mange huller i væggene i vores entré, de var jo fyldt med hagl. Som en lille dreng på 12 år, tænkte jeg jo, at haglene burde have skudt tapetet ind i væggen. Ikke udad. Siden har jeg lært, at det var lufttrykket, der pressede tapetet ud.
Jeg kommer fra en socialt svag familie. Det har jeg lært, det hedder. Skudepisoden i vores lejlighed i 1991 bruger jeg i dag til at finde ud af, om noget er sket før eller efter. Faktisk er der rigtig meget fra min barndom og ungdom, som jeg ikke rigtig husker.
Jeg har to store brødre og var det sidste barn, min mor fik med min far. Han forlod os, da jeg var helt lille, så jeg har aldrig kendt ham. Min mor mødte hurtigt en ny mand og fik min lillesøster kort efter. Det holdt ikke mange år, og så døde han også. Så der har aldrig rigtig været en far i mit liv.
