Fortalt til Signe Thomsen
Jeg glemmer aldrig den dag. Det var 26. maj 1986. Det var lige før, VM i fodbold i Mexico skulle begynde, og jeg havde glædet mig rigtig meget til det. Jeg elsker fodbold. Af en eller anden grund havde jeg fri den dag, så jeg var derhjemme. Pludselig faldt loftet ned over mig. Altså ikke i bogstavelig forstand, men det føltes, som om jeg blev slået i gulvet. Jeg græd og var bange og forstod ikke, hvad der skete med mig. Det var vel det, man kalder et nervøst sammenbrud.
Jeg ringede efter min kone, som kom hjem fra arbejde. Vi tog til lægen, og han udskrev beroligende medicin til mig – en slags stesolid. Set i bakspejlet skulle han aldrig have givet mig de piller, men jeg siger dig; det var helt fantastisk, da jeg tog den første. Jeg fik det så vidunderligt, at jeg straks fik lyst til at invitere hele familien i Tivoli. Med ét havde jeg ro i sjælen og havde det generelt bare dejligt. Meget bedre, end jeg havde haft længe.
Når jeg tænker tilbage, kom det jo ikke ud af ingenting, det nervesammenbrud. Mit ægteskab knagede, og jeg havde døjet med nervøs mavepine gennem en længere periode. Det var, som om intimiteten var væk mellem os, og jeg følte mig ikke ret meget værd længere. Alligevel besluttede jeg mig for at forsøge at fortsætte ægteskabet; vi havde jo to børn, og jeg elskede stadig min kone. Men i virkeligheden gjorde det ikke noget godt for mig at blive.
