Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Arkivtegning: Mette Dreyer
Foto: Mette Dreyer/Politiken-Tegning

Arkivtegning: Mette Dreyer

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Speciallæger til politikerne: »Hvad skal vi gøre, når vi står med to patienter, som begge har behov for intensiv behandling? Slå plat eller krone? Vælge ud fra hårfarve? Højde? Bmi?«

Politikerne er gode til at sætte rammer og prioritere på vegne af sundhedspersonalet. Men det er heller ikke dem, der skal stå og prioritere, hvilke patienter der skal tilbydes behandling, og hvem der ikke skal.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

De ansatte på landets hospitaler elsker at løbe – vi gør det nemlig for patienterne. Vi løber gerne både hurtigt og langt, og vi gør det gerne mange gange på en dag.

I øjeblikket føles den daglige løberute dog af og til mere som et hækkeløb, da vi konstant bremses af den ene politisk skabte forhindring efter den anden. Noget, vi bestemt ikke selv har valgt.

Sengelukninger var en af de første forhindringer; resultatet af et politisk ønske om at nedbringe antallet af indlæggelser. Og hvis der ingen seng er, ja, så er der heller ikke en patient, som kan ligge i den.

Ingen arme, ingen kager.

Men er sundhedshusene i regeringens sundhedsreform en måde at skabe nogle af sengepladserne på igen? Det får os til at tænke på, om de små landsbysygehuse er ved at genopstå fra de døde. De sygehuse, der hen over de seneste årtier er blevet lukket, fordi man dengang indså, at selv det, som er nært, også kan være svært og kræver specialistbehandling.

Etablering af akutmodtagelserne med speciallægen i front skulle være med til at vende patienterne i døren, så de ikke havde brug for en hospitalsseng. Blev antallet af indlæggelser så reduceret nok svarende til den beregnede sengereduktion?

Vores oplevelse er: Nej! Vi har stadig mange perioder med overbelægning på både somatiske og psykiatriske hospitaler.

Akutmodtagelserne blev skabt, men akutlægerne blev ikke uddannet; de læger, som skulle varetage udredning og behandling af de akutte patienter. Først 10 år efter at det hele var skudt i gang, kunne den første læge påbegynde sin speciallægeuddannelse i akut medicin. Så i bedste fald har vi om 5 år den første akutmediciner uddannet fra bunden.

Resultatet er, at speciallæger fra intern medicin og kirurgi samt praktiserende læger passer akutmodtagelserne. Det er i princippet helt fint, vi er jo læger. Men der er ikke meget kvalitet i, hvis f.eks. en speciallæge i lungemedicin skal vurdere en kirurgisk patient – og heller ikke den anden vej rundt.

En anden konsekvens er, at vi desværre ikke kan være to steder på én gang som speciallæger. Så vores sengeafdelinger med syge patienter, hvoraf mange kræver specialistviden, må passes af yngste læge, da de jo ikke kan bruges til at træffe beslutninger i akutmodtagelserne. Men det kan de heldigvis på en specialiseret sengeafdeling.

De praktiserende læger, som vi mangler i stor stil uden for storbyerne, gør et glimrende job i akutmodtagelserne. Men de kan heller ikke være to steder på én gang og mangler der, hvor de virkelig gør en forskel. De er nemlig det nære sundhedsvæsen, og de er specialister i at vurdere borgeren i hjemmet, så vi undgår indlæggelser – til glæde for både borgeren og det pressede hospitalsvæsen.

Normeringen af plejepersonale er faldet så meget, at vi som læger på et offentligt hospital tit spørger sig selv, om dette er forsvarligt? Vi taler om 2-3 sygeplejersker om natten til 20-22 meget syge patienter på en specialiseret universitetsafdeling.

Og er der en grund til, at vi i Danmark skal foretage umenneskelige besparelser? Kan vi virkelig glæde os over regeringens sundhedsreform? Har den fundet penge til at behandle de alt for mange (og stigende antal) patienter? Vil en ny strukturreform bedre arbejdsforholdene for sundhedspersonalet?

Kan vi undgå 40.000 akutte indlæggelser? Vi kan måske undgå nogle, men i fremtiden, når antallet af syge ældre, psykisk syge og multisyge patienter stiger, vokser problemet bare yderligere. I psykiatrien er vi allerede nu nødt til at afvise akut syge patienter, som burde indlægges, fordi der ikke er sengepladser nok. Dette fører til forværring af sygdom, dødsfald hos nogle og et stigende antal genindlæggelser.

Vi har ikke raske borgere liggende i vores alt for få senge. Så når vores patienter bliver rigtig syge og kræver intensiv behandling – om det så er behovet for respiratorbehandling for den lungesyge patient eller en psykiatrisk indlæggelse for at forebygge selvmord eller behandle en mani, så det ikke ender i livstruende delirium – så kan du tro, at vi læger går i gang med en faglig vurdering:

Hvem skal tilbydes intensiv behandling eller indlæggelse, og hvem skal ikke?

Hvad skal vi gøre, når vi står med to patienter, som begge har behov for intensiv behandling med respirator, men der kun er én intensivplads tilbage på hospitalet? Eller hvis vi i psykiatrien allerede har proppet to patienter ind på alle enkeltstuer?

Hvad skal vi så – slå plat eller krone? Vælge ud fra hårfarve? Højde? Bmi? Religion? Sæt nu for pokker den overordnede politiske ramme, så skal vi nok prioritere inden for den!

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Politikerne er jo gode til at opstille rammer på andre områder. Udrednings- og behandlingsretten er et eksempel; en ramme, der blev pålagt politisk uden tilførsel af ressourcer.

Den giver enhver patient ret til at blive set inden for 30 dage uden skelen til sværhedsgrad, kronisk forløb eller andre individuelle hensyn. Det giver bestemt ikke altid faglig mening, og vi læger er frataget den faglige vurdering, som kan spare penge på bundlinjen.

På universitetshospitalerne har politikerne indført ansættelsesstop for speciallæger, hvor der tælles hoveder og ikke antal fuldtidsstillinger. På disse hospitaler, hvor størstedelen af sundhedsforskningen foregår, er mange af lægerne dermed frikøbt til at forske.

Det er vigtigt, da vi derved hele tiden blive dygtigere til at behandle patienterne. Men en læge, som 50 procent af tiden er frikøbt til forskning, kan af gode grunde ikke tage lige så mange vagter som en, der bruger 100 procent af sin tid i klinikken.

Så hvordan er det lige, vi skal overholde vagthyppighed, afvikling af ferie, efteruddannelsesdage, når der tælles hoveder og ikke fuldtidsstillinger? Det kan sammenlignes med, hvis DSB bad to lokoførere om at bemande fire togruter – det hænger ikke sammen!

Danske Regioner har også vist deres manglende tillid til hospitalsledelserne. Det har de blandt andet ved at indføre den forhadte 5-års regel for speciallæger, som de netop har forlænget med 2 år.

Hvis vi var hospitalsledelserne, ville vi være vrede over regionernes manglende tiltro til, at vi som fagpersoner og ledere er de rigtige til at vurdere, om en medarbejder er kvalificeret til at varetage en overlægestilling.

Vores kære politikere er gode til at sætte rammer og prioritere på vegne af os. Men hvorfor tør de ikke også påtage sig ansvaret for prioritering af ressourcerne? For at sætte rammerne for, hvem der skal (og ikke skal) tilbydes behandling i det danske sundhedsvæsen?

Et velfungerende sundhedsvæsen, hvor man ved, hvad man får for sine skattekroner, må være i alles interesse; fagpersoner, patienter og pårørende. Og som, selv hvis du er rask, giver klare linjer om sundhedstilbud dig tryghed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Sundhedsvæsnet er et af fundamenterne for vores velfærdssamfund. Inden længe kan vi alle jo så vælge, hvem vi synes, der skal bestemme over det.

Imens vi i hospitalsvæsnet venter på prioriteringer eller tilførsel af flere midler, så kæmper vi videre for de syge patienter. Alt imens vi forsøger at behandle dem så anstændigt som muligt på deres vej gennem systemet.

Vi fortsætter derfor med at løbe stærkt; vi forsøger at få spist og drukket, finde tid til at gå på toilettet og givet et kram til de kolleger, der er slidte og trætte. Hvis vi da når at kramme dem, inden de er løbet væk!

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden