Uge 42 betyder efterårsferie, og vi giver dig her 15 bud på, hvad du skal få tiden til at gå med. Uanset om du så rent faktisk har ferie eller ej, og om der skal tænkes feriebørn med i ligningen, har vi tænkt på dig.
God fornøjelse!
Efterårsferien byder traditionen tro på en uge, hvor mor og far er reduceret til chauffører og sponsorer, og de mindste får lov at bestemme mest muligt. Et sikkert hit for feriebørn er en tur på Experimentarium i Hellerup, hvor man kan blive klogere på teknologi og naturvidenskab og lege sig hele vejen igennem det. I år præsenterer Experimentarium for første gang professionel scenekunst for børn, når man kan opleve forestillingen ’Tag en ting’, der handler om og inspirerer til at være nysgerrig og opfindsom og lærer børnene om, hvor tingene kommer fra.
Experimentarium, Tuborg Havnevej 7, Hellerup. Alle dage kl. 9.30-17. Voksne: 199 kr. Børn: 125 kr.
