Porren er en alsidig grøntsag, som er i sæson fra sidst på sommeren til først på foråret. Selv når sneen dækker, kan man være heldig at finde friskhøstede porrer, for den grønne stængel er en af de råvarer, som passer allerbedst til vores klima. Når frosten slipper jorden i foråret, tages de sidste porrer op, og porrerne er dermed sammen med den allersidste grønkål og de allerførste grønne urter med til at sikre os nordboere et tidligt skud vitaminer.
Mette Helbæk
er kogebogsforfatter, kok og restauratør. I sin seneste bog, ’Supersunde Superfoods’, guider hun og ernæringsrådgiver Valeria Lima læserne igennem en lang række af de allersundeste naturlige råvarer. Herunder porren.
Porrerne tilhører alliumfamilien, som sammen med løg, hvidløg og andre dele af løgslægten er berømte for deres mange sundhedsfremmende egenskaber. Det kan være et bonustip at kende til her i vintermørket, at porrer blandt meget andet kan hjælpe vores kroppe med at modstå og bekæmpe vira, bakterier og svampe, og at porrer indeholder en del C-vitamin.
Hverdagen er tilbage: 5 lækre ideer til madpakkenFor mange er porren en besværlig grøntsag, fordi dens mangfoldige lag kan volde problemer, når der skal renses for jord imellem dem. Jeg har dog to gode råd til de læsere, der synes det:
Hele porrer kan du give et lille snit i toppen, hvorefter du stiller dem med bunden i vejret i en smal skål fyldt med vand, nogle timer inden de skal anvendes. Skyl efter, og jorden er væk. Skal du bruge porrer i ringe, er det nemmest at skære ringene først og derefter komme hele herligheden i vand. Skyl grundigt i flere omgange.
Brankede porrer er mindst lige så nemme at lave under ovnens grill som over det bål, jeg har brugt hele sommeren. Smagen er ikke helt den samme, men lige så god på sin egen måde. På siderne her kommer porren i spil som snack, forret, mellemret og hovedret. Porrer kan rigtig meget: bages, koges, steges, grilles og pureres. Men jeg ville aldrig spise dem rå.
Grøn porresuppe med krydderurter
Porresuppen med kartofler og bacon er en klassiker fra det franske køkken, men her har jeg lavet en grønnere version, som effektivt kan afhjælpe vinterforkølelser og lavt immunforsvar. Jeg har nemlig smidt toppen i suppen også, da den faktisk er den mest potente del af porren, hvis man går efter sundhedsgevinsterne. Persille, hønsebouillon og hvidløg sørger i kombination for at hæve denne suppe til at være sand medicin i vintermørket.
Grøn porresuppe med krydderurter
Porrevinaigrette med knust æg
Dampede porrer med vinaigrette er en klassiker og det med god ret. Jeg foretrækker at koge æggene, til de smiler, og så knuse dem ud over porrerne frem for at røre vinaigretten med hakkede kogte æg, som kokkebogen foreskriver. Men det kan man jo gøre, som man vil.
Porrevinaigrette med knust æg
Små porretærter med gedeost og skinke
En hurtig snack til et glas øl eller champagne, en forret eller ligefrem en hovedret serveret med en fyldig salat. De små butterdejstærter kan mange ting.
Små porretærter med gedeost og skinke
Sorte porrer med hasselnøddesmør og figner
Efter at have flintret rundt efter grillpanden, som var blevet væk, smed jeg porrerne under ovnens grill i stedet, og resultatet var forrygende. Så nemt og så godt.
Ikke mindst i kombination med nøddeduftende brunet smør og søde figner. Porrerne spises indefra og ud i egen brankede skal (som gerne må levnes) med kniv og gaffel.
Sorte porrer med hasselnøddesmør og figner
fortsæt med at læse