0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Line Thit Klein
Foto: Line Thit Klein
Nyhedsbrev - Politiken Mad

Himmelsk kantareltoast med smag af efterår

Lys torskefilet à la Vietnam – couscoussalat – stikkelsbærtrifili

Nyhedsbrev - Politiken Mad

Kære Læser

Velkommen til en ny sæson. Til efterår med gyldne farver, kål og kantareller. Til brombær, blommer og blåbær. Til de sidste tomater og forvoksede squash.

Jeg ved ikke med dig, men jeg er efterhånden ved at blive træt af tomatsalater, grillet kylling og vandmelon, som menuen har stået på mange gange i sommer, og jeg glæder mig til den overflod af grøntsager og bær, som høsten bringer. Jeg glæder mig til at spise risotto med svampe, tærter med brombær og den første efterårssuppe.

Jeg er også selv gået i køkkenet og har sammensat denne menu med alle de bedste råvarer lige nu, som du kan læse mere om i denne guide.

Lige nu spiser jeg masser af palmekål. Den grove kål passer perfekt til det begyndende efterår. Den kommer oprindelig fra Toscana, hvor den går under navnet cavolo nero – altså sort kål – og den skal have en god oliebehandling, før du kan spise den. Et trick er at massere palmekål med olivenolie, hvis du bruger den i salat, eller komme den på panden som i den her opskrift, hvor majs og gulerødder giver efterårsfarver til salaten. Servér med kylling eller fisk, og du har et nemt måltid mandag.

Tirsdag springer vi over i det mellemøstlige hjørne, hvor madskribent Rukiye Benli, der selv har rødder i Tyrkiet, kommer med den her opskrift på zaalouk – en velsimret ret på auberginer, tomater og hvidløg, der er god lige nu, hvor vi er i overgangen mellem sommerforlængelse og efterårshygge.

Har du brug for en hurtig hverdagsfavorit, nu hvor ferien for længst ligger bag dig, og mandag til fredags-rytmen kører? Så vil jeg onsdag anbefale dig at lave denne ovnret fra Ditte Ingemann med bønner, tomater og æg, der bliver bagt nede i retten. Det tager kun ti minutter at blande sammen. Resten af tiden passer maden sig selv i ovnen og ud kommer en virkelig velsmagende ret.

Der er også turbo-tempo over den her couscoussalat med bagte gulerøddertorsdag, der sammen med masser af krydderier, urter og pistacienødder bliver til en fuldendt mundfuld. Du kan bruge andre rodfrugter til salaten, og den kan derfor varieres på mange måder hen over efteråret.

Fuldendt mundfuld er der i den grad også i denne kantareltoast, som jeg drømmer om at indlede weekenden med på fredag.

Flødestuvede kantareller er en klassiker, der holder til evig tid. Det er såre enkelt at lave og er pakket med smag fra de okkerfarvede svampe, der bliver stuvet i fløde. Det afgørende er at smage det til med en god balsamicoeddike eller citron, så fedmen bliver balanceret. Drik et glas afkølet pinot noir eller hvid bourgogne til, og himlen er nær.

Line Thit Klein
Foto: Line Thit Klein

Lørdag bliver to af mine yndlingskøkkener forenet i denne ret, nemlig det vietnamesiske og franske. Louisa Lorang damper hvid fisk med masser af grønt, urter og en skøn sauce, som binder hele retten sammen.

Har du lyst til mere vietnamesisk, finder du flere opskrifter her.

Søndag slutter vi ugen med et bær, som jeg personligt elsker højt. De grønne stikkelsbær med den vilde syrlighed og sjove flydende kernemidte. Her har jeg tæmmet dem og brugt dem som frugtlag i en klassisk trifli med valnøddeknas, som jeg lover smager godt.

Har du ris, ros eller andre indspark til nyhedsbrevet, så tøv ikke med at skrive til mig på mette.molbak@pol.dk

Med ønske om en god maduge.

Mandag


Tirsdag


Onsdag


Torsdag


Fredag


Lørdag


Søndag


Politiken Mad

Politiken Mad hjælper dig med inspiration til maden hele ugen igennem. Hver søndag får du syv udvalgte opskrifter, så du har en madplan til hele ugen.

Udsendes hver søndag.