0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Det hele begyndte med en mærkelig filmplakat. Nu kan jeg ikke slippe tanken: Er Østrig et ekstraordinært stribet land?

Særligt i østrigsk film går striber, rammer og linjer igennem kompositionerne. De indgrænser, kategoriserer og afskærmer folk i overensstemmelse med deres køn, race og klasse. Befrielsen findes, men kun i verdens undergang, skriver Frederik Bojer Bové i dette essay.

FOR ABONNENTER

At være cineast er også at fortælle historier. At se film, at se sammenhænge og forskelle. Gode film og dårlige film. Film, der ligner hinanden, og film, der ikke gør det. Og at finde på forklaringer. Fortællinger. Historier.

Så her er en historie, jeg har fundet på. Den handler om linjer, om firkanter. Og om Østrig. Den er baseret på virkelige billeder.

Det hele begyndte med en mærkelig plakat, som jeg så engang i 2012. Fem hvide østrigere, liggende i hver sin liggestol. Perfekt orden, snorlige. Foran dem: en snor, en linje. På den anden side ni afrikanere, uden orden, stående hist og pist.

Billedet er fra Ulrich Seidls ’Paradis: Kærlighed’ og er måske det bedste eksempel på en helt særlig æstetik. Den findes mange steder, hos Wes Anderson for eksempel, eller vi kender det herhjemme fra film som ’Holiday’ af Isabella Ekelöf eller ’Patrimonium’ af Carl Olsson.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu

Annonce