Venindeflokken bevæger sig arm i arm hen ad gaden klar til ikke blot at møde verden, men at lægge den for deres fødder. Uanset om veninderne er klædt i dunjakker og har klirrende plastikposer i hånden, mens de vandrer ad Oslos villaveje, eller om de er iført dyre stilletter på New Yorks fortove, så er billedet det samme. Venindeflokken – eller girl squad, som de senere år har været en yndet tagline på sociale medier – er efterhånden en kendt trope i film og tv om veninder.
Billedet af de stærke kvinder arm i arm fortæller os to ting om veninderne: 1) De er en enhed og 2) De er klar til at indtage verden. Men hvordan harmonerer de to med hinanden?
Kvinder, der er vokset op i 1990’erne, kan huske den klassiske venindehalskæde. Et hjerte – i sølv eller nikkelfyldt simili – knækket i to dele og hver del båret i en halskæde som symbol på, at bæreren og dennes veninde er netop det: bedste veninder. Knækhjertet er et stærkt symbol, der siger meget om vores opfattelse af veninder. Vi er to dele af det samme hjerte, den samme krop, siger vi, når vi deler hjertet i to for at bære det om hver vores hals.
Mandlige venner har ingen venindehalskæder. I de klassiske fortællinger om drenges venskab, blander de unge mænd blod. De lader deres blod flyde ind i hinandens kroppe og danner en pagt, men dette ritual er samtidig en erkendelse af, at vennerne ikke i forvejen er ét. Modsat er det knækkede hjerte et symbol på, at veninderne er én krop – ét kød, for at tage den bibelske formulering – der siden er delt i to.
