Den danske talefilm var ikke ret gammel, førend dens første store stjerne bragede igennem. Hun hed Marguerite Viby, og hendes mimik som en pige med pep vidnede om en fortid i stumfilmen. Men sød var hun, og hun kunne både synge, danse og spille komedie, så ikke et øje var tørt.
Sammen med Hans W. Petersen og Hans Kurt dannede hun en dynamisk trio, sat i scene af dansk films svar på Howard Hawks, Georg Schnéevoigt, med sikker sans for det underholdende og træfsikre.
Historien i ’Skal vi vædde en million’ er forholdsvis fjollet og fint i tråd med tidens stadig fremherskende højborgerlige moral. Den går i al sin bedårende enkelthed ud på, at rigmandssønnen Jørgen (Hans Kurt) har kastet sin kærlighed på en kvinde fra et lavere samfundslag.
Print kræmmerhus
En korpige med det poetiske navn Aurora (Marguerite Viby). Farmand, som er generalkonsul, er mildest talt ikke begejstret for alliancen, men forsøger sig med anvendt psykologi, som var særdeles meget på mode i mellemkrigstiden.
Han tilbyder ganske enkelt sønnen en million i rede penge, hvilket svarer til 40 millioner kroner i vore dage, i fald han kan holde ud at tilbringe en måned i samliv med den unge kvinde uden at komme op at toppes. Angiveligt ud fra den præmis, at et så simpelt pigebarn naturligvis i længden vil trætte en sofistikeret borgermand, så han kommer på bedre tanker og i stedet vælger en partner fra sin egen stand. Little did he know, som den alvidende fortæller altid citeres for at sige.
Marguerite Viby spiller sin rolle med sødme og de sveskesten af et par øjne, der gjorde hende til en dansk Carole Lombard i populære komedier som ’Frøken Vildkat’, ’Mille, Marie og Jeg’, ’Fem raske piger’ og ’Skaf en sensation’. Stemmepragten og evnerne som dansemus får hun først og fremmest lov til at demonstrere i selskab med Hans W. Petersen: Bilduetten, hvor de to synger Kai Normann Andersens ’Titte til hinanden’, hører til blandt højdepunkterne i tidlig dansk film, og deres stepscene skal man ej heller kimse ad.
Hans Kurt er fersk som en drivhusmelon og ligner en konditorkage i ansigtet, men er ikke desto mindre førsteelsker. Der blev stillet andre krav til charmører på film dengang. De behøvede hverken ligne Brad Pitt eller kunne smile trusserne af kvinderne. For dels havde man ganske meget tøj på det meste af tiden på lærredet, og sex var aldeles ikke noget, man talte om – det lå mest mellem linjerne. Smægtende blikke og kokette gestus blev det ved. Og så selvfølgelig fuld skrue i sangduetterne. Derfor står filmen som et vidnesbyrd om en tid, hvor antallet af danske spillefilm med tale kunne tælles på et par hænder, og hvor der var noget ved at være millionær.