Sudans udenrigsministerium havde travlt med at anklage Susanne Biers ’Hævnen’ for at skildre »ikkeeksisterende forhold i Darfur«. Hvad andet kunne man forvente af en film fra landet bag de vantro Muhammedtegninger?
Den sudanske regering havde så travlt med at fare frem med bål og brand, at man måtte konkludere, at ’Hævnen’ havde ramt et ømt punkt med sin beskrivelse af folkedrabet i en region, der i filmen ikke benævnes Darfur.
Siden har andre humanitære katastrofer indtaget scenen, mens folkedrabet i Darfur har mistet den globale opmærksomhed. Beskyldningen for at repræsentere fjendtlige kræfter opsat på at forlænge konflikten i Darfur fik ingen negative konsekvenser for Susanne Biers hovedværk.
’Hævnen’ blev en stor succes hos både anmeldere og publikum og fik både en Golden Globe og en Oscar. Dermed åbnede den også for alvor døren til Hollywood for den danske instruktør, der allerede i 2007 havde forsøgt sig med ’Things We Lost in the Fire’.
Et voldsomt melodrama med en aktuel politisk kontekst er ikke hverdagskost, men Bier turnerede i ’Hævnen’ ikke mindst takket være sin berømmede personinstruktion filmens manuskript og hævntematik perfekt.
Som udsendt læge i en flygtningelejr i Østafrika udkæmper Anton hver dag en kamp på liv og død med fredelige midler. Hjemme i Danmark er målestoksforholdene mindre, men derfor kan en konflikt hurtigt bliver bitter, og de følelser, den udløser, kan hurtigt komme ud af kontrol.
Med Trine Dyrholm og Ulrich Thomsen på rollelisten havde Bier sit bedste tunge skyts på banen, og da også Kim Bodnia ramte sin mest ildevarslende dagsform, gik alt op i en højere enhed for dansk films dramadronning.
Læg dertil Mikael Persbrandt i rollen som Anton. Persbrandt er en skuespiller, der kan ligne en omvandrende konfliktzone. Den sprængfarlige og forrygende begavede svenske skuespiller kan ikke altid rummes i de film, han medvirker i, men også her gik alt op i en højere enhed for Bier.
Print kræmmerhus
