Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Filmfabriken Danmark
Foto: Filmfabriken Danmark

Vovehals på dit juletræ: Dansk films forførende stuntkvinde gjorde det hele

Skuespillerinden og stuntkvinden Emilie Sannom var en vovehals, der helt fra filmens fødsel kastede sig ud i farefuld adfærd til filmrullerne. Hun fik et mindedigt af Tom Kristensen, da en faldskærm ikke foldede sig ud. Filmen ’Nattens datter’ er den 13 sag i Politikens juleserie med danske film – og billedet fra Det Danske Filminstituts billedarkiv kan blive til den måske sejeste julepynt i verden.

Fattigdom lærte at flyve,

spille i solen og le

Det er det smukkeste syn, der er til:

Armod forvandlet til legende spil

slæbe forvandlet til flyve,

slide forvandlet til le

Tom Kristensen skrev et mindedigt efter hendes død, der indtraf, efter at faldskærmen svigtede 600 meter over Grenaa, hvor 8.000 publikummer 30. august 1931 var samlet for at se hende i en luftakrobatisk opvisning. Emilie Sannom var hendes navn.

Hun blev 44 år, men havde allerede mange år inden da været en pioner i dansk film som feteret skuespiller og stuntkvinde, der ikke veg tilbage for mændene. Ja, langt oftere trådte hun et skridt længere frem og lavede det ene halsbrækkende stunt efter det andet i en karriere, der løb samtidig med stumfilmens storhedstid.

Motiveret af penge eller adrenalinsus eller noget helt tredje lagde hun sig rask væk under rullende tog eller hang fra flyvemaskiner eller drønede på motorcykel i dødskørsel, og selv om der ikke var nogen af de sikkerhedsanordninger, skuespillere og stuntfolk i dag får tilbudt, lod hun sig binde til drejende vandhjul og brændende møllevinger, men kom altid derfra i god behold – altså så længe det var foran et rullende kamera.

Da hun faldt ned over Grenaa, var det i en vovehalseopvisning, efter hendes heyday ved filmen var ovre.

I dag er der ikke mange, der kender Emilie Sannom, men i begyndelsen af 1900-tallet var hun en berømthed på niveau med Asta Nielsen. De to spillede faktisk over for hinanden i Urban Gads ’Afgrunden’ fra 1910, der skulle gøre ’Die Asta’ verdensberømt.

Hvor Asta ofte blev omtalte som den mørke og mystiske, trak ’Mille’, som Emilie Sannom blev kaldt, andre tillægsord: en blond gazelle, livfuld og en fiks sensation skrev pressen i de år, hvor hun oftest optrådte letpåklædt og dyrkede sit dristige image, hvor hun nægtede at føre livet på anden måde end mændene.

Hun kom ud af en teaterfamilie og debuterede på de skrå brædder som 8-årig, men det var ikke en familie med penge. Sine første år havde hun tilbragt på en appelsinfarm i Florida, hvor hun påstod, at hun havde lært at gå på line på krokodillernes takkede rygge.

Sannom debuterede på film allerede i 1907, men mange af hendes præstationer er gået tabt. Nogle har dog overlevet, enten i deres helhed eller som fragmenter, f.eks. filmserien ’Nattens datter’ (1915-17), hvori hun spiller en snedig forbryderske, der både byder på forførende skuespil og nogle af de stunts, der gjorde hende til en sensation.

Se fragmenter af ’Nattens datter’ her. Eller ’Filmens vovehals’ her. Eller læs mere om Sannom i bøgerne ’Mille’ af Peder Hove eller ’Mille – mændenes overmand’ af Erik Nørgaard.



Læs mere:

Thomas Thorhauge

Notater om nysgerrigheden (og nysgerrighedens betingelser)

Thomas Thorhauge

Film skal efterlade dig stakåndet. Ekstatisk. Flyvende.

Thomas Thorhauge

Krig, terror, medier og mænd (Udramatiske udsagn om en højdramatisk tid)

Thomas Thorhauge

Dokumentarismens grænser og metoder

Thomas Thorhauge

Portrætter af mod og moderne liv

Thomas Thorhauge

Er der et rumvæsen til stede?

Thomas Thorhauge

Virkelighed er virkelighed er virkelighed. Er fiktion

Thomas Thorhauge

Til døden, med håb om forløsning

Thomas Thorhauge

»Lige der mellem fortiden og fremtiden«

Thomas Thorhauge

»En syvårig kan taste navnet på en tilfældig pornoskuespiller og se mangedobbelt penetrering«

Thomas Thorhauge

Gysmesteren siger det: Børns empati er i frit fald

Da Schrader mødte Bresson:   »Man har vænnet publikum til film, hvor man viser alt. Det er frygteligt. Hvis jeg ikke kan få folk til at gætte, hvis jeg er tvunget til at vise alt, er jeg ikke interesseret i at arbejde«

Thomas Thorhauge

Mester-dokumentarister i samtale:  Jeg har et skema for alle de film, jeg vil lave i mit liv. ’Kapitalen’ bliver min sidste

Filminstruktør Tobias Lindholm forføres af May el-Toukhys nye film:   I ’Dronningen’ hepper jeg i lang tid på, at Trine gør det, hun gør. Lige indtil hun gør det

Hjernerne bag 'Arvingerne' og 'Herrens veje' i samtale:   »Pludselig opdagede jeg, at mange af mine fortællinger kommer ud fra totalt undertrykt raseri. Sådan noget helt tungt, mørkt noget«

'Sex and the City'-stjerne møder dronningen af arthouse-film:  Vi gider ikke bare spille nogens mor!!

Instruktør bag Jackson-dokumentar:   Seksuelt misbrug af børn udført som grooming føles ikke som voldtægt. Grooming føles som kærlighed

Samtale om selvmord:  »Livet bliver aldrig perfekt. Man får ikke 12 hver dag, og vi skal finde nogle værktøjer, så vi kan leve med, at nogle gange har man det skidt«

Oscarvinder i samtale med sit store idol:   »Den måde, du strukturerer dine film på, virker meget provokerende på mig«

Dans i film:  Solodansen skaber et sjældent intimt rum i filmkunsten

Amalie Langballe:   Katte på film repræsenterer det fremmede, det frie og det farlige

Mads Mikkelsen om stranden i film:  Her findes den utopiske frihed

Peter Schepelern om trapper på film:  Skal du op eller ned? Leve eller dø?

Psyko­ananalytiker Tine Byrckel:   Næsten ingen, jeg kender, har set Lars von Triers klitorisscene

Eva Tind om adoption på film:   Barnet bliver ikke givet væk i kærlighed, men i modstand

Regn i film:  Den største kliché har en lang og kompleks historie

Kvindens begærlige blik:  Nu kigger kvinderne tilbage

Filmskaber Sebastian Cordes:  Nogle gange kan ventetid på film være nerve­pirrende og elektrificerende

Lars Movin om farver på film:   Filmisk alliance udløste usædvanlig teknik, som gav begrebet farvefilm en ny betydning

Migranter i film:  De afrikanske instruktører viser os migranternes historie fra deres egen synsvinkel

Essay:   Vinden er film­kunstens poetiske urkraft

Essay:  Det foruroligende hotel

Når mænd går på toilettet i film, er der en mening med det:   Mænd afslører deres sande jeg, når de vises med bukserne om anklerne

Bondeknold og filmstjerne:  Kartoflen er forbløffende udtryksfuld i film

Essay:  Tårer på film betyder kontroltab og spildte muligheder

På film er et hul ikke bare et hul:  Laura Palmers mor fjerner sit ansigt og viser et uudgrundeligt hul

Farvel til voldtægt som narrativ narko:   Fortællingerne om overgreb har ændret sig i tv-serier efter MeToo

»Jeg lever mit liv en kvart mil ad gangen«:   Denne vanvittige acceleration er det ultimative udtryk på film for vores forsøg på at opnå frihed

Maria Månson:   Jeg har set forskruede scener med slemme børn på film, der har fået mig til at kigge mine egne poder dybt i øjnene

Peter Ole Pedersen om øjne på film:  De stirrer på os, hypnotiserer os og afslører vores inderste hemmeligheder

Frit fald: Kubrick, Trier, Tarkovsky – alle de store kunstnere kæmper med tyngdekraften

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden