Den nye franske bølge ramte i hjemlandet strandene allerede i 1959. Man plejer at pege på Francois Truffauts ’Ung flugt’ fra 1959 som den første seriøse krusning på filmhavet og så stadfæste det helt store gennembrud til året efter, hvor Jean-Luc Godards ’Åndeløs’ med sin stakåndende cinematografi i almindelighed og for tiden spektakulære jump cuts i særdeleshed gjorde op med fransk films faible for filmet teater og introverte psykologiske dramaer.
Men i Danmark gik der lige et par år, førend bølgen tog land. Men det skete så med eftertryk, da den moderne film omsider anduvede danske badebroer.
For manus blev skrevet af datidens mest fejrede modernistiske digter overhovedet, selveste Klaus Rifbjerg, og instruktionen blev varetaget af Palle Kjærulff-Schmidt, der havde udmærket sig med den socialrealistiske skildring af københavnske trækkerdrenge i ’Bundfald’ og dernæst den mindre fejrede ’De sjove år’ om livet på det nybyggede Egmont Kollegium i udkanten af datidens København.
Print kræmmerhus
Det er karakteristisk, at hvor fransk nybølge fokuserede på vanskeligt stillede unge mennesker, så kører ’Weekend’ den ind med middelklasse. Den handler om nogle yngre mennesker i den sprøde alder omkring de 30, der stimler sammen i et sommerhus og går til vaflerne med behersket drikkeri, og hvad deraf meget ofte følger. Det er en historie, hvor der til at begynde med er skrammer i lakken, inden facaden for alvor krakelerer. Men livet går videre, og da opholdet i sommerlandet er forbi, kalder hverdagen atter.
Store dele af datiden fandt filmen moralsk anstødelig på grund af dens skildring af sæders forfald og moralens forvitring. Men set med moderne øjne forekommer den måske en kende stillestående og bedaget i al sin stålsatte alvor og iscenesatte, villede vildskab. Mænd i underbukser med gylp og kvinder i badetøj forarger ikke længere, men en ung Villy Rathnov og en fersk Birgit Brëul kan stadig kildre øjet. Mest bemærkelsesværdigt er imidlertid, hvordan dialogen virker ekstremt skreven og unaturalistisk. Spillerne agerer sådan set naturtro nok, men det verbale samkvem kammer over i det teatralske. Formentlig med fuldt overlæg og udgangspunkt i alskens overvejelser om virkelighed, bevidsthed og billetsalg. Sådan kunne man lide det dengang, og sådan fik man det så.