0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

»Genial som Beethovens gale oldingeværker«: Han er dansk films mest betydningsfulde instruktør

’Gertrud’ fra 1965 er den sidste film instrueret af Carl Th. Dreyer og derfor det oplagte valg som den 24. artikel i serien med markante øjeblikke i dansk film, som Politikens Film&Tv-redaktion har skrevet i løbet af december. De 24 film er valgt i samarbejde med Det Danske Filminstituts Billed- & Plakatarkiv – og vi har udformet en guide, så stillbilledet til filmen kan foldes til julepynt.

Rødt, varmt hjerteblod. Det er det, Gertrud vil have, i Carl Th. Dreyers film af samme navn fra 1965.

Hun vil have den romantiske kærlighed, der tilsidesætter alt andet. Ingen rationelle overvejelser eller fornuftige kompromiser. Kærligheden over alt andet. Hos Gertrud er det den romantiske.

Men det kunne lige så vel handle om kærligheden til kunsten, til den kunstneriske stræben; kunstneren, der følger sin egen oprindelige vision på trods af al modstand – og aldrig går på kompromis, ligegyldigt hvad omverdenen siger, ligegyldigt hvad de personlige og økonomiske omkostninger er.

Det er den sidste film instrueret af Carl Th. Dreyer og derfor et oplagt valg som den 24. artikel i serien med markante øjeblikke i dansk film, som Politikens Film&Tv-redaktion har skrevet i løbet af december.

De 24 film er valgt i samarbejde med Det Danske Filminstituts Billed- & Plakatarkiv – og valgt, så stillbilledet til filmen egner sig til julepynt, så filmelskere kan pynte træet med dansk filmhistorie som kræmmerhuse. Vi har lavet en guide, der ses her på siden – og på www.pol.dk/24film kan man finde artikler om de udvalgte film og guide og billedmateriale til hver enkelt.

Dansk films store mester

’Gertrud’ er Carl Th. Dreyers sidste film (hvis man da ikke tæller med, at Lars von Trier senere filmatiserede sit idols manuskript ’Medea’), men længe før den havde Dreyer etableret sig som dansk films mest betydningsfulde instruktør – i hvert fald internationalt set.

Dreyer havde til trods for sin tidlige tilknytning til Nordisk Film oftest held med at finansiere sine store film i udlandet, og dansk publikum og dansk presse havde ikke den store forståelse for hans værk.

Han blev født i 1889, uden for ægteskab af svenske Josefina Nilsson, der i hemmelighed tog til København for at føde og kort efter overdrage sin lille dreng til en fremmed familie. I halvandet år blev han kastet rundt mellem skiftende plejefamilier og børnehjem, før han i 1891 blev adopteret, og blev opkaldt efter sin adoptivfar, typografen Carl Th. Dreyer.

Realisme er i sig selv ikke kunst, det er kun psykologisk realisme, der er det. Det, der har værd, er den kunstneriske sandhed, dvs. sandheden grebet ud af det levende liv, men befriet for alle unødvendige enkeltheder – sandheden filtreret gennem en kunstners sind

Efter alt at dømme var det ikke en lykkelig barndom, og som 17-årig brød den yngre Carl Th. Dreyer op og satte derefter aldrig igen sine ben i hjemmet, selv ikke da hans adoptivmor, Marie, døde i 1937. Til gengæld forsøgte han at finde sin biologiske mor, Josefina, men måtte sande, at hun var død kort tid efter bortadoptionen.

Ballonskipper og journalist

Som ung mand var Dreyer en vovehals.

Han havde en stilling som bogholder i Det Store Nordiske Telegrafselskab, men angsten for en støvet tilværelse skræmte ham til at sige op og fare ud i livet. Han tog ballonskippercertifikat og var meget fascineret af teknologiske fremskridt med fart over feltet.

Som reporter for Berlingske Tidende og Illustreret Tidende skrev han om luftballoner og flyvemaskiner, og i 1911 sad han med, spændt fast mellem hjulene, da piloten Poulain som den første krydsede Øresund i flyvemaskine. Derefter blev han lidt af et navn og fik sin egen spalte i Ekstra Bladet.

Da han nogle år senere gik filmens vej, først som skriver af mellemtekster til stumfilm på Nordisk Films Kompagni, det senere Nordisk Film, var det den samme kompromisløse vovehalsede holdning, der blev hans varemærke. Dreyers film er hans og har deres eget sprog.

Kompromisløs

Hans første film som instruktør var ’Præsidenten’ (1919), hvor temaet med lidende kvinder, der bliver ofre for samfundets (mændenes) holdninger, første gang viste sig; og det løb videre helt frem til ’Gertrud’ og senere hos Lars von Trier.

Dreyer arbejdede hurtigt og kompromisløst i 1920’erne, med ’Præsteenken’ (1921), ’Blade af Satans Bog’ (1921), ’Der var engang’ (1922), ’Elsker hverandre’ (1922) og ’Mikaël’ (1924), hvoraf de to sidstnævnte blev produceret i Tyskland.

Men det var Palladium Film hjemme i Danmark, der støttede ham i hans første reelle succes, ’Du skal ære din Hustru’ fra 1925, der var et skridt mod de kommende mesterværker. Den blev fint modtaget i Frankrig, hvor Dreyer – nu med familie, gift med Ebba – flyttede til og lavede stumfilmsklassikeren ’Jeanne d’Arcs Lidelse og Død’ (1928) med Maria Falconetti i hovedrollen. Han fik nærmest ubegrænset budget og frie tøjler og skabte den klassiker, der med sine velkomponerede billeder og montageklip var et nybrud i sin tid.

Som reporter for Berlingske Tidende og Illustreret Tidende skrev han om luftballoner og flyvemaskiner, og i 1911 sad han med, spændt fast mellem hjulene, da piloten Poulain som den første krydsede Øresund i flyvemaskine.

Det var Dreyers vision at trænge igennem legenden om Jeanne d’Arc og nå ind til den menneskelige lidelse, til en ung kvindes kamp mod omverdenens undertrykkelse. Og den stilistiske strenghed og nærbilleder blev til med en vision ikke om realisme, men om det, Dreyer kaldte psykologisk realisme, der sagde noget mere alment. I en Kronik i Politiken i 1943 skrev han (i forbindelse med sin film ’Vredens Dag’):

»Realisme er i sig selv ikke kunst, det er kun psykologisk realisme, der er det. Det, der har værd, er den kunstneriske sandhed, dvs. sandheden grebet ud af det levende liv, men befriet for alle unødvendige enkeltheder – sandheden filtreret gennem en kunstners sind«.

Lod baron betale for hovedrolle

’Jeanne d’Arcs Lidelse og Død’ betragtes i dag som et mesterværk, men den blev i sin tid svigtet af publikum. Tonefilmen var ved at vinde frem, og det havde sin pris for et dyrt stumfilmsværk, og for Dreyer, der fik svært ved at få penge til sit næste projekt, ’Vampyr’ (1932), hvilket han løste ved at lade baron Nicolas de Gunzburg spille hovedrollen, imod at han betalte gildet. ’Vampyr’ var Dreyers første lydfilm, men den indeholder dog meget få replikker og heller ikke megen anden lyd.

Processen tog hårdt på Dreyer, der endte med at blive indlagt i Paris med en alvorlig depression. Og han syntes færdig som filmmager. Tilbage i Danmark begyndte han at skrive for B.T. Om film og om sager ved byretten. Omkring 1.000 artikler blev det til om lommetyve og lignende i spalten ’Livet i Byretten’, som han skrev mellem 1936-1940. Et kamera var han ikke i nærheden af.

Heldigvis undrede Mogens Skot-Hansen sig. Han var leder af Ministeriernes Filmfond og han fik langsomt Dreyer i gang igen ved at give ham mulighed for at lave dokumentarfilm –bl.a. film som ’Mødrehjælpen’, der handler om den prekære situation, Dreyers mor, Josefina, stod i: at blive gravid som ung ugift kvinde. Blot med det tvist, at Mødrehjælpen her hjælper den unge kvinde i filmen, så det går lykkeligere, end det gjorde for Josefina og søn.

Dokumentararbejdet fik Dreyer ind på filmbanen igen. Han havde vist, at han kunne overholde tidsplaner og budget, og heldigvis lavede han fiktionsfilm igen, så vi i dag har ’Vredens Dag’ (1943), ’Ordet’ (1955) og ’Gertrud’ (1965).

’Ordet’, der af mange betragtes som hovedværket, er en filmatisering af Kaj Munks skuespil om religiøs intolerance, ægte tro og mirakler og den fik faktisk succes i Dreyers levetid. Både publikum og anmeldere elskede den, og den vandt både en Bodil i Danmark, en Golden Globe i USA og en Guldløve i Venedig.

Alligevel gik der ni år, før vi nåede frem til ’Gertrud’ og det røde, varme hjerteblod, der er heri. En hyldest til den kompromisløse stræben, som blev koldt modtaget i Danmark, men ramte plet hos en helt særlig gruppe i Frankrig, de franske nybølgeinstruktører, der med Jean-Luc Godards ord betragter den som »genial som Beethovens gale oldingeværker«.

Se mere om Carl Th. Dreyer: Der findes dokumentarfilmene ’Carl Th. Dreyer – Min metier’ af Torben Skjødt Jensen og ’Carl Th. Dreyer’ af Jørgen Roos. Derudover er der et afsnit om Dreyer i ’Store danskere’. Af bøger kan læses: Marin Drouzys ’Carl Th. Dreyer – født Nilsson’ og Edvin Kaus ’Dreyers filmkunst’, og ellers kan man gå på opdagelse på sitet www.carlthdreyer.dk

Læs mere:

Thomas Thorhauge

Jørgen Leth + Simon Staho:  Notater om nysgerrigheden (og nysgerrighedens betingelser)

Thomas Thorhauge

Werner Herzog + Joshua Oppenheimer i samtale:  Film skal efterlade dig stakåndet. Ekstatisk. Flyvende.

Thomas Thorhauge

Ruben Östlund og Janus Metz i filmsamtale:  Krig, terror, medier og mænd (Udramatiske udsagn om en højdramatisk tid)

Thomas Thorhauge

Mads Brügger + Christoffer Guldbrandsen i samtale:  Dokumentarismens grænser og metoder

Thomas Thorhauge

Laura Poitras + James Marsh i ilmsamtale:  Portrætter af mod og moderne liv

Thomas Thorhauge

Phie Ambo + Michael Madsen i filmsamtale:  Er der et rumvæsen til stede?

Thomas Thorhauge

Virkelighed er virkelighed er virkelighed. Er fiktion

Thomas Thorhauge

Til døden, med håb om forløsning

Thomas Thorhauge

»Lige der mellem fortiden og fremtiden«

Thomas Thorhauge

»En syvårig kan taste navnet på en tilfældig pornoskuespiller og se mangedobbelt penetrering«

Thomas Thorhauge

Gysmesteren siger det: Børns empati er i frit fald

Da Schrader mødte Bresson:   »Man har vænnet publikum til film, hvor man viser alt. Det er frygteligt. Hvis jeg ikke kan få folk til at gætte, hvis jeg er tvunget til at vise alt, er jeg ikke interesseret i at arbejde«

Thomas Thorhauge

Mester-dokumentarister i samtale:  Jeg har et skema for alle de film, jeg vil lave i mit liv. ’Kapitalen’ bliver min sidste

Filminstruktør Tobias Lindholm forføres af May el-Toukhys nye film:   I ’Dronningen’ hepper jeg i lang tid på, at Trine gør det, hun gør. Lige indtil hun gør det

Hjernerne bag 'Arvingerne' og 'Herrens veje' i samtale:   »Pludselig opdagede jeg, at mange af mine fortællinger kommer ud fra totalt undertrykt raseri. Sådan noget helt tungt, mørkt noget«

'Sex and the City'-stjerne møder dronningen af arthouse-film:  Vi gider ikke bare spille nogens mor!!

Instruktør bag Jackson-dokumentar:   Seksuelt misbrug af børn udført som grooming føles ikke som voldtægt. Grooming føles som kærlighed

Samtale om selvmord:  »Livet bliver aldrig perfekt. Man får ikke 12 hver dag, og vi skal finde nogle værktøjer, så vi kan leve med, at nogle gange har man det skidt«