Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Lars Høgsted / Nimbus Film
Foto: Lars Høgsted / Nimbus Film

Filmoprøret startede med en fest: Det var også en grøn tale for dansk film

Med ét slag fik ’Festen’ alle tidligere danske film til at se gammeldags ud. Vi er nået til 14. sag i Politikens serie om markante øjeblikke i dansk film - og du kan få den berømte tale som kræmmerhus.

Det var et skæbnesvangert øjeblik, da Christian bad sin far om at vælge mellem den gule og den grønne tale i Thomas Vinterbergs mesterværk ’Festen’. Og det var et skæbnesvangert øjeblik for dansk film.

Far Helge valgte den grønne tale, hvor sandheden stod skrevet, og morgenen efter sin 60-års fødselsdagsfest stod patriarken som en afklædt olding, skrøbelig og forkastet. Frarøvet den magt, han havde udøvet over sine fire børn og stiltiende kone, fordi det i talen var kommet frem, at han havde misbrugt Christian og tvillingesøsteren Linda, der efterfølgende havde begået selvmord.

Og ligesom Helges patriarkat stod det danske filmetablissement tilbage som en smadret institution og lignede en ruin fra fortiden, selv om den dagen forinden havde troet sig sikker på sin almagt. Med et var danskernes filmsmag ændret.

’Festen’ blev frontløberen for den dogmebevægelsen, som Vinterberg havde sparket i gang sammen med Lars von Trier, Kristian Levring og Søren Kragh-Jacobsen. Håndholdt kamera og et ekstremt naturalistisk billedsprog fik os til at føle sandheden som en grim virkelighed, der igen fik os til at tro på, at dansk film havde noget med dansk liv at gøre.

Rollen som Christian blev Ulrich Thomsens brede gennembrud. Danmark havde fået noget så særligt som en mester i deadpan bare inden for den dramatiske genre.

Der var næsten ingen krusninger i Christians ansigt, men blikket var som en åben Malstrøm, der sugede os ned i dybet med vraggodset susende om ørerne. Om han stod med talen i hånden, blev overfuset af brormand eller hevet væk fra bordet af gæsterne, så kiggede han bare tomt ud i luften i retning mod Helge og lod os alle kigge ind.

Som familien i ’Festen’ syntes dansk film pludseligt blotlagt som en stor poleret løgn. En incestuøs verden af magthavere, der trængte til nyt blod. Om de vidste det eller ej, så blev det skæbnesvangert, da patriarkerne i dansk film valgte Vinterbergs grønne tale.

Læs mere:

Thomas Thorhauge

Notater om nysgerrigheden (og nysgerrighedens betingelser)

Thomas Thorhauge

Film skal efterlade dig stakåndet. Ekstatisk. Flyvende.

Thomas Thorhauge

Ruben Östlund og Janus Metz i filmsamtale:  Krig, terror, medier og mænd (Udramatiske udsagn om en højdramatisk tid)

Thomas Thorhauge

Dokumentarismens grænser og metoder

Thomas Thorhauge

Portrætter af mod og moderne liv

Thomas Thorhauge

Er der et rumvæsen til stede?

Thomas Thorhauge

Virkelighed er virkelighed er virkelighed. Er fiktion

Thomas Thorhauge

Til døden, med håb om forløsning

Thomas Thorhauge

»Lige der mellem fortiden og fremtiden«

Thomas Thorhauge

»En syvårig kan taste navnet på en tilfældig pornoskuespiller og se mangedobbelt penetrering«

Thomas Thorhauge

Gysmesteren siger det: Børns empati er i frit fald

Da Schrader mødte Bresson:   »Man har vænnet publikum til film, hvor man viser alt. Det er frygteligt. Hvis jeg ikke kan få folk til at gætte, hvis jeg er tvunget til at vise alt, er jeg ikke interesseret i at arbejde«

Thomas Thorhauge

Mester-dokumentarister i samtale:  Jeg har et skema for alle de film, jeg vil lave i mit liv. ’Kapitalen’ bliver min sidste

Filminstruktør Tobias Lindholm forføres af May el-Toukhys nye film:   I ’Dronningen’ hepper jeg i lang tid på, at Trine gør det, hun gør. Lige indtil hun gør det

Hjernerne bag 'Arvingerne' og 'Herrens veje' i samtale:   »Pludselig opdagede jeg, at mange af mine fortællinger kommer ud fra totalt undertrykt raseri. Sådan noget helt tungt, mørkt noget«

'Sex and the City'-stjerne møder dronningen af arthouse-film:  Vi gider ikke bare spille nogens mor!!

Instruktør bag Jackson-dokumentar:   Seksuelt misbrug af børn udført som grooming føles ikke som voldtægt. Grooming føles som kærlighed

Samtale om selvmord:  »Livet bliver aldrig perfekt. Man får ikke 12 hver dag, og vi skal finde nogle værktøjer, så vi kan leve med, at nogle gange har man det skidt«

Oscarvinder i samtale med sit store idol:   »Den måde, du strukturerer dine film på, virker meget provokerende på mig«

Dans i film:  Solodansen skaber et sjældent intimt rum i filmkunsten

Amalie Langballe:   Katte på film repræsenterer det fremmede, det frie og det farlige

Mads Mikkelsen om stranden i film:  Her findes den utopiske frihed

Peter Schepelern om trapper på film:  Skal du op eller ned? Leve eller dø?

Psyko­ananalytiker Tine Byrckel:   Næsten ingen, jeg kender, har set Lars von Triers klitorisscene

Eva Tind om adoption på film:   Barnet bliver ikke givet væk i kærlighed, men i modstand

Regn i film:  Den største kliché har en lang og kompleks historie

Kvindens begærlige blik:  Nu kigger kvinderne tilbage

Filmskaber Sebastian Cordes:  Nogle gange kan ventetid på film være nerve­pirrende og elektrificerende

Lars Movin om farver på film:   Filmisk alliance udløste usædvanlig teknik, som gav begrebet farvefilm en ny betydning

Migranter i film:  De afrikanske instruktører viser os migranternes historie fra deres egen synsvinkel

Essay:   Vinden er film­kunstens poetiske urkraft

Essay:  Det foruroligende hotel

Når mænd går på toilettet i film, er der en mening med det:   Mænd afslører deres sande jeg, når de vises med bukserne om anklerne

Bondeknold og filmstjerne:  Kartoflen er forbløffende udtryksfuld i film

Essay:  Tårer på film betyder kontroltab og spildte muligheder

På film er et hul ikke bare et hul:  Laura Palmers mor fjerner sit ansigt og viser et uudgrundeligt hul

Farvel til voldtægt som narrativ narko:   Fortællingerne om overgreb har ændret sig i tv-serier efter MeToo

»Jeg lever mit liv en kvart mil ad gangen«:   Denne vanvittige acceleration er det ultimative udtryk på film for vores forsøg på at opnå frihed

Maria Månson:   Jeg har set forskruede scener med slemme børn på film, der har fået mig til at kigge mine egne poder dybt i øjnene

Peter Ole Pedersen om øjne på film:  De stirrer på os, hypnotiserer os og afslører vores inderste hemmeligheder

Frit fald: Kubrick, Trier, Tarkovsky – alle de store kunstnere kæmper med tyngdekraften

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts