Det var et skæbnesvangert øjeblik, da Christian bad sin far om at vælge mellem den gule og den grønne tale i Thomas Vinterbergs mesterværk ’Festen’. Og det var et skæbnesvangert øjeblik for dansk film.
Far Helge valgte den grønne tale, hvor sandheden stod skrevet, og morgenen efter sin 60-års fødselsdagsfest stod patriarken som en afklædt olding, skrøbelig og forkastet. Frarøvet den magt, han havde udøvet over sine fire børn og stiltiende kone, fordi det i talen var kommet frem, at han havde misbrugt Christian og tvillingesøsteren Linda, der efterfølgende havde begået selvmord.
Og ligesom Helges patriarkat stod det danske filmetablissement tilbage som en smadret institution og lignede en ruin fra fortiden, selv om den dagen forinden havde troet sig sikker på sin almagt. Med et var danskernes filmsmag ændret.
’Festen’ blev frontløberen for den dogmebevægelsen, som Vinterberg havde sparket i gang sammen med Lars von Trier, Kristian Levring og Søren Kragh-Jacobsen. Håndholdt kamera og et ekstremt naturalistisk billedsprog fik os til at føle sandheden som en grim virkelighed, der igen fik os til at tro på, at dansk film havde noget med dansk liv at gøre.
Rollen som Christian blev Ulrich Thomsens brede gennembrud. Danmark havde fået noget så særligt som en mester i deadpan bare inden for den dramatiske genre.
Der var næsten ingen krusninger i Christians ansigt, men blikket var som en åben Malstrøm, der sugede os ned i dybet med vraggodset susende om ørerne. Om han stod med talen i hånden, blev overfuset af brormand eller hevet væk fra bordet af gæsterne, så kiggede han bare tomt ud i luften i retning mod Helge og lod os alle kigge ind.
Som familien i ’Festen’ syntes dansk film pludseligt blotlagt som en stor poleret løgn. En incestuøs verden af magthavere, der trængte til nyt blod. Om de vidste det eller ej, så blev det skæbnesvangert, da patriarkerne i dansk film valgte Vinterbergs grønne tale.
Print kræmmerhus