Asta Nielsen gnider rumpen mod Poul Reumerts skridt, den pæne mand, i apachedansen, hvor hun vrikker rundt og i det hele taget er ret uterlig, og man tænker ... hm, var det tilladt overhovedet?
Men 1910 var før nogen filmcensur, og alt kunne ske. Urban Gads melodrama ’Afgrunden’ var resultatet.
Den er snart 110 år gammel og bærer vidne om filmmediets helt, helt unge år. Og selv om det ville være synd at sige, at årene er gået sporløst hen over ’Afgrunden’, Asta Nielsens helt epokegørende første film, så forekommer det selv i dag indlysende, at den var så kontroversiel.
Astas ansigt bestod af store ubemalede flader, hun var skabt for sådan nogle som os at male på
Filmen er grundlæggende som et riv ud af Ekstra Bladet: Velhavende, seksuelt fuldmoden kvinde flygter fra sin borgerlige forlovede med en viril cowboy fra et omrejsende cirkus. Og danser – her forlader vi for en stund boulevardpressens gebet – for en stund og for at triumfere over al sædelighed en dans, hvor hun indfanger objektet for sin lastefuldhed med en lasso, svinebinder ham og danser suggererende rundt om ham med absolut total kropskontakt.
Man glemmer helt, at cowboyen var Reumert, måske det 20. århundredes mest berømte, noble og respektable seriøse skuespiller ved Det Kgl. Teaters fra 1911 og 50 år frem. Ingen signalerede duarder på den der lidt ha-stemte, patosfyldte måde som Reumert.
I 1910 var Poul Reumert 27 og lidt af en hunk i tiden, og det tog ham flere år for alvor at høste respekt for sine evner udi karakterarbejdet.
Danmark var et stort filmland dengang i 1910. Sproget var ingen hindring i forhold til eksport, selv en film, hvor skuespillerne havde talt serbokroatisk, kunne have været et verdensomspændende fænomen i en tid uden talt dialog og uden undertekster. Dansk film blev det.
Var Asta Nielsen ikke blot mediets første megastar, før navne som Mary Pickford og Lillian Gish i USA, men også dets første sexsymbol? Ja, det var hun. Seksuel attraktion transcenderer yndighed, og Astas ansigt var et, der var velegnet til at male sine drømme, sine længsler, sin skræk og sin gru på med den store pensel. Astas ansigt bestod af store ubemalede flader, hun var skabt for sådan nogle som os at male på.
Slutscenen, da antiheltinden helt udslukt føres i håndjern fra mordstedet, er et gennembrud for en helt ny slags spil på spil. Asta var en gamechanger.
Print kræmmerhus