Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Nordisk Films Kompagni
Foto: Nordisk Films Kompagni

Tur til Mars med 'Himmelskibet': Hvor beboerne har flot hår og siger nej til krig

I Danmark lavede vi science fiction-avantgarde, længe før genren tog fart. ’Blade Runner’, ’2001’ og alle de andre store genreværker kom efter den smukke ’Himmelskibet’ fra 1918, der er det sjette nedslag i Politikens serie med ikoniske øjeblikke i dansk film - og måske også er verdens smukkeste kræmmerhus

’Blade Runner’ eller ’2001’ var end ikke antydningen af glimt i deres respektive fædres øjne, da Holger-Madsen præsenterede sin særdeles fremsynede rumfilm ’Himmelskibet’ i det Herrens år 1918, det sidste år, hvor Første Verdenskrig rasede og tyndede kraftigt ud blandt Europas unge.

Var ’Himmelskibet’ en naiv fremtidsutopi?

Vel var den det: De bedste science fiction-film har lønlige håb på menneskehedens vegne, men her godt 100 år efter tillader vi os en højere grad af kynisme. Vi drømmer om fjerne planeter, vi kan overleve på, når vi har kvalt det sidste liv ud af Jorden, og i ’Himmelskibet’ vil forskeren Avanti Planetaros (ja, ’Avanti’ betyder ’Kom blot ind!’ på italiensk og er sådan et dejligt positivt signal!) bygge et rumskib og flytte til Mars, der på en prik og virkelig betryggende ligner en dansk forstad, og som gudskelov har samme lækre atmosfære som Jorden, så ikke alt det fremmedgørende noget med hjelme og iltapparater. Hvor luften er renere end ren og ambitionerne lige så pure.

Marsboerne omvender de krigeriske, besøgende jordboere til pacifismen

Marsboerne er, som vi kun kunne drømme om, at de var i vore vildeste drømme! E.T. kunne aldrig komme herfra, han talte jo ikke engang særlig godt engelsk, og bæredygtighed var vist ikke det politiske statement, han rejste med.

Denne films marsboere er klædt som oldtidens druider og vestalinder og har dermed en helt særlig indsigt i åndelighed og en udtalt sans for vegetabilsk føde og økologi. Pænt hår tillige. Krig er bare no-go, det må vi forstå. 40 millioner lod, typisk uden at fatte, hvad den fordømte Første Verdenskrig overhovedet handlede om, deres blod flyde ud i sandet i årene 1914-18.

Marsboerne omvender de krigeriske besøgende jordboere til pacifismen og lader sig endog – nogle af de mere sexede – eksportere ned til Jorden for at slå deres flowerpowerbudskaber fast og blive en slags interplanetarisk godheds ambassadører.

Det synes, som om ’Himmelskibet’ havde en aktuel funktion dengang i 1918, nemlig at give folk et sted at drømme sig hen, bort fra skyttegrave og massedød. Hvis vi havde fortalt dem dengang, at der kun var godt 20 år til den næste verdenskrig, var de nok fløjet til Mars, hele bundtet.

Sådan som vi fantaserer om at kunne gøre det i dag.

Læs mere:

Thomas Thorhauge

Notater om nysgerrigheden (og nysgerrighedens betingelser)

Thomas Thorhauge

Film skal efterlade dig stakåndet. Ekstatisk. Flyvende.

Thomas Thorhauge

Ruben Östlund og Janus Metz i filmsamtale:  Krig, terror, medier og mænd (Udramatiske udsagn om en højdramatisk tid)

Thomas Thorhauge

Dokumentarismens grænser og metoder

Thomas Thorhauge

Portrætter af mod og moderne liv

Thomas Thorhauge

Er der et rumvæsen til stede?

Thomas Thorhauge

Virkelighed er virkelighed er virkelighed. Er fiktion

Thomas Thorhauge

Til døden, med håb om forløsning

Thomas Thorhauge

»Lige der mellem fortiden og fremtiden«

Thomas Thorhauge

»En syvårig kan taste navnet på en tilfældig pornoskuespiller og se mangedobbelt penetrering«

Thomas Thorhauge

Gysmesteren siger det: Børns empati er i frit fald

Da Schrader mødte Bresson:   »Man har vænnet publikum til film, hvor man viser alt. Det er frygteligt. Hvis jeg ikke kan få folk til at gætte, hvis jeg er tvunget til at vise alt, er jeg ikke interesseret i at arbejde«

Thomas Thorhauge

Mester-dokumentarister i samtale:  Jeg har et skema for alle de film, jeg vil lave i mit liv. ’Kapitalen’ bliver min sidste

Filminstruktør Tobias Lindholm forføres af May el-Toukhys nye film:   I ’Dronningen’ hepper jeg i lang tid på, at Trine gør det, hun gør. Lige indtil hun gør det

Hjernerne bag 'Arvingerne' og 'Herrens veje' i samtale:   »Pludselig opdagede jeg, at mange af mine fortællinger kommer ud fra totalt undertrykt raseri. Sådan noget helt tungt, mørkt noget«

'Sex and the City'-stjerne møder dronningen af arthouse-film:  Vi gider ikke bare spille nogens mor!!

Instruktør bag Jackson-dokumentar:   Seksuelt misbrug af børn udført som grooming føles ikke som voldtægt. Grooming føles som kærlighed

Samtale om selvmord:  »Livet bliver aldrig perfekt. Man får ikke 12 hver dag, og vi skal finde nogle værktøjer, så vi kan leve med, at nogle gange har man det skidt«

Oscarvinder i samtale med sit store idol:   »Den måde, du strukturerer dine film på, virker meget provokerende på mig«

Dans i film:  Solodansen skaber et sjældent intimt rum i filmkunsten

Amalie Langballe:   Katte på film repræsenterer det fremmede, det frie og det farlige

Mads Mikkelsen om stranden i film:  Her findes den utopiske frihed

Peter Schepelern om trapper på film:  Skal du op eller ned? Leve eller dø?

Psyko­ananalytiker Tine Byrckel:   Næsten ingen, jeg kender, har set Lars von Triers klitorisscene

Eva Tind om adoption på film:   Barnet bliver ikke givet væk i kærlighed, men i modstand

Regn i film:  Den største kliché har en lang og kompleks historie

Kvindens begærlige blik:  Nu kigger kvinderne tilbage

Filmskaber Sebastian Cordes:  Nogle gange kan ventetid på film være nerve­pirrende og elektrificerende

Lars Movin om farver på film:   Filmisk alliance udløste usædvanlig teknik, som gav begrebet farvefilm en ny betydning

Migranter i film:  De afrikanske instruktører viser os migranternes historie fra deres egen synsvinkel

Essay:   Vinden er film­kunstens poetiske urkraft

Essay:  Det foruroligende hotel

Når mænd går på toilettet i film, er der en mening med det:   Mænd afslører deres sande jeg, når de vises med bukserne om anklerne

Bondeknold og filmstjerne:  Kartoflen er forbløffende udtryksfuld i film

Essay:  Tårer på film betyder kontroltab og spildte muligheder

På film er et hul ikke bare et hul:  Laura Palmers mor fjerner sit ansigt og viser et uudgrundeligt hul

Farvel til voldtægt som narrativ narko:   Fortællingerne om overgreb har ændret sig i tv-serier efter MeToo

»Jeg lever mit liv en kvart mil ad gangen«:   Denne vanvittige acceleration er det ultimative udtryk på film for vores forsøg på at opnå frihed

Maria Månson:   Jeg har set forskruede scener med slemme børn på film, der har fået mig til at kigge mine egne poder dybt i øjnene

Peter Ole Pedersen om øjne på film:  De stirrer på os, hypnotiserer os og afslører vores inderste hemmeligheder

Frit fald: Kubrick, Trier, Tarkovsky – alle de store kunstnere kæmper med tyngdekraften

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts