0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Lars von Triers mesterværk: Da ’Breaking the Waves’ delte vandene

De fleste var enige om at rose de filmiske kvaliteter i ’Breaking the Waves’, men indholdet vakte opsigt, både hvad angår kønsroller og religionsdebat. Lars von Triers mesterværk er den 23. sag i Politikens serie med markante øjeblikke i dansk film - som du også kan lave til julepynt.

Næsten lige så effektivt, som Moses delte Det Røde Hav med sin stav, delte Lars von Trier vandene, da han i filmens slutbilleder lod himmelske klokker bimle højt over de små menneskers hoveder i ’Breaking the Waves’.

I 1996 var religion ikke genindtrådt i rollen som hedt omdiskuteret samfundsemne, så Dreyer-disciplen Triers bud på en moderne helgenlegende med seksuel hengivelse som sit omdrejningspunkt, satte uvant tingene i kog. Kvindeportrættet vakte forargelse, men endnu større forargelse vakte det på en måde, at den danske filmprovo tilsyneladende i et eller andet omfang tog troens udfordring alvorligt op.

Ikke alle fandt det lige befriende. Jyllands-Postens Johs. H. Christensen kaldte filmen »religiøs tuttifrutti«, mens Terry Rafferty i The New Yorker mente, der blot var tale om et henkastet eventyrmirakel, der ikke kunne skjule instruktørens grundlæggende frivolitet.

Let at gøre nar af

Frivolitet eller ej, så fremstår Emily Watsons Bess stadig som et sitrende og dybt bevægende portræt af en kvinde, der udsætter sig selv for kærlighedens martyrium på en måde, der gør hende til mål for for hån, spot og had i det lille samfund, hun er en del af.

»Et provokerende melodramatisk mesterværk«

»Forcen ved mine film er, at de er lette at gøre nar af, og sådan skal det være«, erklærede Lars von Trier. Der blev gjort nar. Men ’Breaking the Waves’ hævede sig på sine næsten naturstridigt følelsesladede vinger højt over den debatten, som filmen udløste. Den kom til at stå ikke blot som 1990’ernes helt store film, men som det danske melodramas genkomst.

Emily Watson leverede en af den slags hudløse totalpræstationer, som løftede både skuespiller og instruktør op i en anden dimension. Hvad stiller man op med en hellig dåre? Lukker hende inde i dårekisten eller ophøjer hende til helgen efter et passende brutalt martyrium?

Tuttifrutti eller ej, så stod og står ’Breaking the Waves’ dirrende i dette punkt som et provokerende melodramatisk mesterværk og den af mange årsager vigtigste film i Lars von Triers oeuvre.

Annonce