0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
John Johansen / Nordisk Film
Foto: John Johansen / Nordisk Film

Den er stadig verdens navle: Tiden stod stille, da hun løftede den regbuefarvede strikketrøje

15. sag i Politikens serie om markante øjeblikke i dansk film er Søren Kragh-Jacobsens ’Vil du se min smukke navle?’, der er en tidløs coming of age-film, der kan forene generationer foran Lise-Lotte Raos navle. Og som nu kan komme på dit juletræ som pynt.

Da Lene trak op i sin regnbuestribede striktrøje i robåden på en svensk skovsø og blottede sin navle for Claus , stod tiden stille.

Både for Claus og for mange af os, der lige akkurat var blevet gamle nok til at drømme om den dag, vi skulle blive teenagere og sådan for alvor begynde at tænke på piger eller drenge.

Med ’Vil du se min smukke navle’ leverede Søren Kragh-Jacobsen en coming of age-fortælling til en hel generation. En film, der forbandt det at være barn med det at være ung med det at være voksen.

Og i centrum for det hele var den navle der. Navlen som forsvindingspunkt for alle drømme. En magnet for alle de snurrende hormoner. Et sort hul, der sugede os ind og trak os ud i spaghettitynde figurer, indtil vi bristede og vidste, at barndommen ikke længere var en kronisk uskyld. Og som ved kanten af et sort hul stod tiden stille, for der syntes også at være uendeligt lang tid til, at vi skulle komme derhen, hvor den navle, og alt, hvad den lovede, skulle blive vores.

Samtidig havde man også lidt lyst til, at Lise-Lotte Rao i rollen som Lene lod trøjen være, så Birger Larsen i rollen som Claus kunne komme tilbage til vennerne. For det føltes også lidt for farligt her midt på søen, hvor disen viskede skovbrynet væk og efterlod os i vægtløs tilstand, så det kildede i maven.

I en anden scene hvor Lene og Claus gik hånd i hånd på lokalbanens togskinner, så vi et lokomotiv nærme sig bagfra. De var lette i låget i det øjeblik, men bag dem sneg den tonstunge trussel sig ind på dem. En fucker af et fallossymbol... de sprang til side, og de overlevde for denne gang. Men vi vidste alle sammen godt, hvad der var i vente.

I centrum for det hele var den navle der. Navlen som forsvindingspunkt for alle drømme

Filmen om en 8.-klasses hyttetur til Sverige havde premiere i 1978, men selv for os, der først var gamle nok til at se den i fjernsynet i 1980’erne, blev den definerende for fornemmelsen af sensommerforelskelser. Den er tidløs. Og i dag kan vores børn se den og drømme om nye begyndelser.

Så lad dem alene i stuen, og læn dig tilbage et andet sted. Så kan du sikkert mærke robåden vugge igen og høre Søren Kragh-Jacobsen synge om Lene i en lettere omskrevet udgave »Åh, Mona, Mona, Mona, hvornår kommer den dag...«.

Læs mere:

Thomas Thorhauge

Notater om nysgerrigheden (og nysgerrighedens betingelser)

Thomas Thorhauge

Werner Herzog + Joshua Oppenheimer i samtale:  Film skal efterlade dig stakåndet. Ekstatisk. Flyvende.

Thomas Thorhauge

Ruben Östlund og Janus Metz i filmsamtale:  Krig, terror, medier og mænd (Udramatiske udsagn om en højdramatisk tid)

Thomas Thorhauge

Mads Brügger + Christoffer Guldbrandsen i samtale:  Dokumentarismens grænser og metoder

Thomas Thorhauge

Laura Poitras + James Marsh i ilmsamtale:  Portrætter af mod og moderne liv

Thomas Thorhauge

Phie Ambo + Michael Madsen i filmsamtale:  Er der et rumvæsen til stede?

Thomas Thorhauge

Virkelighed er virkelighed er virkelighed. Er fiktion

Thomas Thorhauge

Til døden, med håb om forløsning

Thomas Thorhauge

»Lige der mellem fortiden og fremtiden«

Thomas Thorhauge

»En syvårig kan taste navnet på en tilfældig pornoskuespiller og se mangedobbelt penetrering«

Thomas Thorhauge

Gysmesteren siger det: Børns empati er i frit fald

Da Schrader mødte Bresson:   »Man har vænnet publikum til film, hvor man viser alt. Det er frygteligt. Hvis jeg ikke kan få folk til at gætte, hvis jeg er tvunget til at vise alt, er jeg ikke interesseret i at arbejde«

Thomas Thorhauge

Mester-dokumentarister i samtale:  Jeg har et skema for alle de film, jeg vil lave i mit liv. ’Kapitalen’ bliver min sidste

Filminstruktør Tobias Lindholm forføres af May el-Toukhys nye film:   I ’Dronningen’ hepper jeg i lang tid på, at Trine gør det, hun gør. Lige indtil hun gør det

Hjernerne bag 'Arvingerne' og 'Herrens veje' i samtale:   »Pludselig opdagede jeg, at mange af mine fortællinger kommer ud fra totalt undertrykt raseri. Sådan noget helt tungt, mørkt noget«

'Sex and the City'-stjerne møder dronningen af arthouse-film:  Vi gider ikke bare spille nogens mor!!

Instruktør bag Jackson-dokumentar:   Seksuelt misbrug af børn udført som grooming føles ikke som voldtægt. Grooming føles som kærlighed

Samtale om selvmord:  »Livet bliver aldrig perfekt. Man får ikke 12 hver dag, og vi skal finde nogle værktøjer, så vi kan leve med, at nogle gange har man det skidt«

Oscarvinder i samtale med sit store idol:   »Den måde, du strukturerer dine film på, virker meget provokerende på mig«

Dans i film:  Solodansen skaber et sjældent intimt rum i filmkunsten

Amalie Langballe:   Katte på film repræsenterer det fremmede, det frie og det farlige

Mads Mikkelsen om stranden i film:  Her findes den utopiske frihed

Peter Schepelern om trapper på film:  Skal du op eller ned? Leve eller dø?

Psyko­ananalytiker Tine Byrckel:   Næsten ingen, jeg kender, har set Lars von Triers klitorisscene

Eva Tind om adoption på film:   Barnet bliver ikke givet væk i kærlighed, men i modstand

Regn i film:  Den største kliché har en lang og kompleks historie

Kvindens begærlige blik:  Nu kigger kvinderne tilbage

Filmskaber Sebastian Cordes:  Nogle gange kan ventetid på film være nerve­pirrende og elektrificerende

Lars Movin om farver på film:   Filmisk alliance udløste usædvanlig teknik, som gav begrebet farvefilm en ny betydning