0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
John Johansen / Nordisk Film
Foto: John Johansen / Nordisk Film

Den er stadig verdens navle: Tiden stod stille, da hun løftede den regbuefarvede strikketrøje

15. sag i Politikens serie om markante øjeblikke i dansk film er Søren Kragh-Jacobsens ’Vil du se min smukke navle?’, der er en tidløs coming of age-film, der kan forene generationer foran Lise-Lotte Raos navle. Og som nu kan komme på dit juletræ som pynt.

Da Lene trak op i sin regnbuestribede striktrøje i robåden på en svensk skovsø og blottede sin navle for Claus , stod tiden stille.

Både for Claus og for mange af os, der lige akkurat var blevet gamle nok til at drømme om den dag, vi skulle blive teenagere og sådan for alvor begynde at tænke på piger eller drenge.

Med ’Vil du se min smukke navle’ leverede Søren Kragh-Jacobsen en coming of age-fortælling til en hel generation. En film, der forbandt det at være barn med det at være ung med det at være voksen.

Og i centrum for det hele var den navle der. Navlen som forsvindingspunkt for alle drømme. En magnet for alle de snurrende hormoner. Et sort hul, der sugede os ind og trak os ud i spaghettitynde figurer, indtil vi bristede og vidste, at barndommen ikke længere var en kronisk uskyld. Og som ved kanten af et sort hul stod tiden stille, for der syntes også at være uendeligt lang tid til, at vi skulle komme derhen, hvor den navle, og alt, hvad den lovede, skulle blive vores.

Samtidig havde man også lidt lyst til, at Lise-Lotte Rao i rollen som Lene lod trøjen være, så Birger Larsen i rollen som Claus kunne komme tilbage til vennerne. For det føltes også lidt for farligt her midt på søen, hvor disen viskede skovbrynet væk og efterlod os i vægtløs tilstand, så det kildede i maven.

I en anden scene hvor Lene og Claus gik hånd i hånd på lokalbanens togskinner, så vi et lokomotiv nærme sig bagfra. De var lette i låget i det øjeblik, men bag dem sneg den tonstunge trussel sig ind på dem. En fucker af et fallossymbol... de sprang til side, og de overlevde for denne gang. Men vi vidste alle sammen godt, hvad der var i vente.

I centrum for det hele var den navle der. Navlen som forsvindingspunkt for alle drømme

Filmen om en 8.-klasses hyttetur til Sverige havde premiere i 1978, men selv for os, der først var gamle nok til at se den i fjernsynet i 1980’erne, blev den definerende for fornemmelsen af sensommerforelskelser. Den er tidløs. Og i dag kan vores børn se den og drømme om nye begyndelser.

Så lad dem alene i stuen, og læn dig tilbage et andet sted. Så kan du sikkert mærke robåden vugge igen og høre Søren Kragh-Jacobsen synge om Lene i en lettere omskrevet udgave »Åh, Mona, Mona, Mona, hvornår kommer den dag...«.

Læs mere: