Ved gensyn tænker man (okay, jeg), at ’Mød mig på Cassiopeia’, en af de klart mest klassiske danske film, faktisk godt måtte have været lidt bedre. Man husker den uvilkårligt som bedre, fordi den er ret vidunderlig, og fordi man under Kai Normann Andersens musik en bedre og mere international skæbne, end der blev den til del.
Det er lige, før man, oprømt, tænker, at Cole Porter kunne have fået kam til sit hår af Normann Andersen. At hvis nogen havde oversat sangene fra ’Mød mig på Cassiopeia’, havde musicalen indskrevet sig i underholdningshistorien også langt vest for Storebælt.
Det er musicaldelen af ’Cassiopeia’, der fungerer bedst, klart bedst. Instruktøren Anton Svendsen var ingen særlig fortryllet filmfortæller, og det er tydeligt, at amerikanerne havde bundter af instruktører, der havde findyrket netop de kompetencer, men i 1951 var ’Mød mig på Cassiopeia’ et frisk pust, og det var bemærkelsesværdigt, at filmen ikke havde hentet sin historie eller sine sange fra scenen, men at de var skrevet direkte til det store medie på den store klinge.
Man husker den uvilkårligt som bedre, fordi den er ret vidunderlig
Den handler selvfølgelig om komponisten, der er gerådet ud i sådan en kreativ tørke og døjer med at få sin operette færdig til tiden, netop som hans frue er begyndt at lade sig friste – over evne? – af en flot ung løjtnant. Bodil Kjer, bedårende, kæk og ung. Hun giver ham inspiration og sår tvivl i komponistens hjerte, selv om musen selv forelsker sig i den sexede flyver og pludselig synes, det kunne være helt hyggeligt at slå sig ned blandt de dødelige.
Filmen er spillet og sunget af dansk films store stjerner i tiden: Ud over Kjer er der Poul Reichhardt, Lily Broberg, Hans Kurt, Ib Schønberg, Ellen Gottschalck og Johannes Meyer.
Og altså ... musikken.
Der er ’Da Titina gik til bal’, et forrygende uptemponummer, jeg stadig kan hvirvle rundt til på stuegulvet (»Og der var tjim-da-da og halløjsasa i Titina aftenen lang«), den potentielt helt ubærligt erotiske ’Det’ lunt i nat’ (»Det’ lunt i nat / Det’ ligesom luften er ladt / Ladet med hvad? / Små kys og såd’n / SMÅ kys, næ, hør!«) og så, selvfølgelig, ’Musens sang’:
»En enlig lille muse har det svæ’re end man tror. / Man befinder sig skidt / mellem himmel og jord. / Man slider og man slæber, / Men hvad skal man stille op / med sit gode humør og sin medbragte krop?«
’Mød mig på Cassiopeia’ (Torben Anton Svendsen, 1951) bliver vist i Cinemateket i København søndag 8. december kl. 21.15
Print kræmmerhus