Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Palladium
Foto: Palladium

Der var knivduel og højdramatisk kajakflugt i polarforsker Knud Rasmussens sidste kærlighedserklæring til Grønland

’Palos brudefærd’ var en af de første film fra Grønland, der skubbede naturen i baggrunden og satte mennesket i front. Knud Rasmussen skrev manuskript og var ekspeditionsleder på filmen, der lige nåede at blive optaget færdig, før polarforskeren døde. Filmen er 11 sag i Politikens serie med udvalgte øjeblikke fra dansk film.

Hvis ikke du kender meget til den grønlandske filmproduktion, er det ikke så mærkeligt. For selv om der er blevet lavet et væld af særligt kort- og dokumentarfilm om og i Grønland, har den hjemlige produktion været sparsom.

Den omkostningstunge og ressourcekrævende filmproduktion har altid haft svært ved at blive en bæredygtige erhvervsmulighed i tyndt befolkede områder, men lige nu er der faktisk grøde i den grønlandske filmindustri, så filmfremtiden tegner lyst for landet, der ellers – groft sagt – har måttet se sine historier blive udliciteret til andre, særligt danske, fortællere.

Det er der kommet enten romantiserende eller deprimerende skildringer ud af, men heldigvis også indimellem nuancerede.

’Palos brudefærd’ fra 1934 ligger på alle måder i den gode, søde ende af spektret. Skuespillet er udelukkende udført af østgrønlændere fra Angmagssalik (i dag Tasiilaq), og selv om det fra et dansk perspektiv kan synes eksotisk at se sælskindsrensning, kajaksejlads og rituel trommedans, er historien så arketypisk, som den kan blive: To mænd kæmper om den samme unge kvindes gunst.

Navarano holder hus for sine brødre, og de gruer for den dag, hun gifter sig og forlader dem. Der er to mænd på bopladsen, Palo og Samo, der begge har et godt øje til Navarano, men hvem af dem vælger hun? Det ender med knivduel og en højdramatisk kajakflugt over oprørte vande.

Det voldsomme trekantsdrama er ren fiktion, men pakket ind i dokumentarfilmens antropologiske hverdagsstudier. Det er trods alt polarforskeren Knud Rasmussen, der står bag manuskriptet til filmen, og det er hans sidste kærlighedserklæring til Grønland. »Når I har set disse billeder, vil I måske forstå, hvorfor jeg holder så meget af Grønland«, skrev han om optagelserne, som kun lige var blevet færdige, da han døde.

Det gør man.

Palos brudefærd’ fik prisen for bedste dokumentariske rejsefilm på biennalen i Venedig i 1934. Prisen hed noget så eksotisk som Den adriatiske Dampskibslinjes Medalje.

Læs mere:

Thomas Thorhauge

Notater om nysgerrigheden (og nysgerrighedens betingelser)

Thomas Thorhauge

Film skal efterlade dig stakåndet. Ekstatisk. Flyvende.

Thomas Thorhauge

Krig, terror, medier og mænd (Udramatiske udsagn om en højdramatisk tid)

Thomas Thorhauge

Dokumentarismens grænser og metoder

Thomas Thorhauge

Portrætter af mod og moderne liv

Thomas Thorhauge

Er der et rumvæsen til stede?

Thomas Thorhauge

Virkelighed er virkelighed er virkelighed. Er fiktion

Thomas Thorhauge

Til døden, med håb om forløsning

Thomas Thorhauge

»Lige der mellem fortiden og fremtiden«

Thomas Thorhauge

»En syvårig kan taste navnet på en tilfældig pornoskuespiller og se mangedobbelt penetrering«

Thomas Thorhauge

Gysmesteren siger det: Børns empati er i frit fald

Da Schrader mødte Bresson:   »Man har vænnet publikum til film, hvor man viser alt. Det er frygteligt. Hvis jeg ikke kan få folk til at gætte, hvis jeg er tvunget til at vise alt, er jeg ikke interesseret i at arbejde«

Thomas Thorhauge

Mester-dokumentarister i samtale:  Jeg har et skema for alle de film, jeg vil lave i mit liv. ’Kapitalen’ bliver min sidste

Filminstruktør Tobias Lindholm forføres af May el-Toukhys nye film:   I ’Dronningen’ hepper jeg i lang tid på, at Trine gør det, hun gør. Lige indtil hun gør det

Hjernerne bag 'Arvingerne' og 'Herrens veje' i samtale:   »Pludselig opdagede jeg, at mange af mine fortællinger kommer ud fra totalt undertrykt raseri. Sådan noget helt tungt, mørkt noget«

'Sex and the City'-stjerne møder dronningen af arthouse-film:  Vi gider ikke bare spille nogens mor!!

Instruktør bag Jackson-dokumentar:   Seksuelt misbrug af børn udført som grooming føles ikke som voldtægt. Grooming føles som kærlighed

Samtale om selvmord:  »Livet bliver aldrig perfekt. Man får ikke 12 hver dag, og vi skal finde nogle værktøjer, så vi kan leve med, at nogle gange har man det skidt«

Oscarvinder i samtale med sit store idol:   »Den måde, du strukturerer dine film på, virker meget provokerende på mig«

Dans i film:  Solodansen skaber et sjældent intimt rum i filmkunsten

Amalie Langballe:   Katte på film repræsenterer det fremmede, det frie og det farlige

Mads Mikkelsen om stranden i film:  Her findes den utopiske frihed

Peter Schepelern om trapper på film:  Skal du op eller ned? Leve eller dø?

Psyko­ananalytiker Tine Byrckel:   Næsten ingen, jeg kender, har set Lars von Triers klitorisscene

Eva Tind om adoption på film:   Barnet bliver ikke givet væk i kærlighed, men i modstand

Regn i film:  Den største kliché har en lang og kompleks historie

Kvindens begærlige blik:  Nu kigger kvinderne tilbage

Filmskaber Sebastian Cordes:  Nogle gange kan ventetid på film være nerve­pirrende og elektrificerende

Lars Movin om farver på film:   Filmisk alliance udløste usædvanlig teknik, som gav begrebet farvefilm en ny betydning

Migranter i film:  De afrikanske instruktører viser os migranternes historie fra deres egen synsvinkel

Essay:   Vinden er film­kunstens poetiske urkraft

Essay:  Det foruroligende hotel

Når mænd går på toilettet i film, er der en mening med det:   Mænd afslører deres sande jeg, når de vises med bukserne om anklerne

Bondeknold og filmstjerne:  Kartoflen er forbløffende udtryksfuld i film

Essay:  Tårer på film betyder kontroltab og spildte muligheder

På film er et hul ikke bare et hul:  Laura Palmers mor fjerner sit ansigt og viser et uudgrundeligt hul

Farvel til voldtægt som narrativ narko:   Fortællingerne om overgreb har ændret sig i tv-serier efter MeToo

»Jeg lever mit liv en kvart mil ad gangen«:   Denne vanvittige acceleration er det ultimative udtryk på film for vores forsøg på at opnå frihed

Maria Månson:   Jeg har set forskruede scener med slemme børn på film, der har fået mig til at kigge mine egne poder dybt i øjnene

Peter Ole Pedersen om øjne på film:  De stirrer på os, hypnotiserer os og afslører vores inderste hemmeligheder

Frit fald: Kubrick, Trier, Tarkovsky – alle de store kunstnere kæmper med tyngdekraften

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts