Hvis ikke du kender meget til den grønlandske filmproduktion, er det ikke så mærkeligt. For selv om der er blevet lavet et væld af særligt kort- og dokumentarfilm om og i Grønland, har den hjemlige produktion været sparsom.
Den omkostningstunge og ressourcekrævende filmproduktion har altid haft svært ved at blive en bæredygtige erhvervsmulighed i tyndt befolkede områder, men lige nu er der faktisk grøde i den grønlandske filmindustri, så filmfremtiden tegner lyst for landet, der ellers – groft sagt – har måttet se sine historier blive udliciteret til andre, særligt danske, fortællere.
Det er der kommet enten romantiserende eller deprimerende skildringer ud af, men heldigvis også indimellem nuancerede.
’Palos brudefærd’ fra 1934 ligger på alle måder i den gode, søde ende af spektret. Skuespillet er udelukkende udført af østgrønlændere fra Angmagssalik (i dag Tasiilaq), og selv om det fra et dansk perspektiv kan synes eksotisk at se sælskindsrensning, kajaksejlads og rituel trommedans, er historien så arketypisk, som den kan blive: To mænd kæmper om den samme unge kvindes gunst.
Print kræmmerhus
Navarano holder hus for sine brødre, og de gruer for den dag, hun gifter sig og forlader dem. Der er to mænd på bopladsen, Palo og Samo, der begge har et godt øje til Navarano, men hvem af dem vælger hun? Det ender med knivduel og en højdramatisk kajakflugt over oprørte vande.
Det voldsomme trekantsdrama er ren fiktion, men pakket ind i dokumentarfilmens antropologiske hverdagsstudier. Det er trods alt polarforskeren Knud Rasmussen, der står bag manuskriptet til filmen, og det er hans sidste kærlighedserklæring til Grønland. »Når I har set disse billeder, vil I måske forstå, hvorfor jeg holder så meget af Grønland«, skrev han om optagelserne, som kun lige var blevet færdige, da han døde.
Det gør man.
Palos brudefærd’ fik prisen for bedste dokumentariske rejsefilm på biennalen i Venedig i 1934. Prisen hed noget så eksotisk som Den adriatiske Dampskibslinjes Medalje.