Det er en af de mest velkoreograferede løbescener i franchisen ’Mission Impossible’.
Tom Cruise spæner som agent Ethan Hunt fra den ene ende af Shanghai til den anden for at befri sin kone. Ryggen er rank, ansigtet sammenbidt, og hænderne skærer gennem luften. Med sin karakteristiske løbestil springer han ned fra et tag, krydser en bro og bryder gennem en folkemængde. Gennem hele forløbet holder han en tung klods af en mobiltelefon op mod øret, så han kan modtage instrukser fra IMF-kontoret, der sporer hans bevægelser på en computer.
Optrinnet stammer fra ’Mission: Impossible – III’ (2006), der hverken tæller blandt de bedste eller værste film i spionserien, men som altså indeholder et af de fineste eksempler på den type løb, som er blevet Cruises varemærke. Selv om det egentlige plot om dobbeltagenter, våbenhandlere og kidnapninger måtte fortone sig i bevidstheden, er det scener som denne, der står tilbage. Og det skyldes ikke kun de eksotiske kulisser eller lange kamerabevægelser.
Der er simpelthen noget grundlæggende fascinerede over at se Cruise bevæge sig hurtigt til fods. Han er en kropslig skuespiller, og i en tid præget af digitale effekter tilfører han filmmediet noget virkelighedsnært ved at insistere på at udføre sine stunts og løb selv.
