Stjernefotografs blik gør uperfekte kroppe smukke: »Jeg ved altså ikke, om hun vil tage tøjet af, når du er med«

Danmarks VM-hold må leve i uvished til sidste spillerunde, efter det blev 1-1 mod Australien i den anden kamp ved slutrunden i Rusland.

6 minutter og 11 sekunder gik der, før Christian Eriksen med et pragtfuldt venstrebenshug sparkede Danmark på 1-0 med det hurtigste danske VM-mål siden 1998, da Martin Jørgensen scorede efter 2 minutter mod Brasilien i 1998 og den nuværende DR-studievært Peter Møller i kampen inden havde scoret efter 4 minutter mod Nigeria.

Australien udlignede efter 38 minutter, da den spanske dommer Antonio Mateu fløjtede og signalerede at han skulle gense en situation i det danske straffesparksfelt, hvor Yussuf Poulsen i en hovedstødsduel havde ramte bolden på armen.

Det udløste et straffespark, som Mile Jedinak nøjagtig som mod Frankrig i den første kamp udnyttede til at udligne til 1-1 på ved at sparke til højre for sig selv.

Der er områder i det indre København, hvor man bor tæt. Om sommeren når termometret kravler opad, rykker vi lidt tættere sammen. Vinduerne står åbne, og det sker med jævne mellemrum, at man føler sig som deltager i en fest i ejendommen overfor. Eller som ufrivillig medlytter til det ene. Og det andet. Overfor. Ovenpå. Til siderne. Og til gården.

Og når der så er VM i fodbold, og mændene i rødt og hvidt er på banen ovre i Rusland, ja, så deler vi sgu nærmest stue. Herregud, der er jo også kun 8-9 meter over gaden. Altså kortere end fra ende til anden i de fleste gennemsnitlige stuer i parcelhuse.

Og dog. Da Danmark høstede den meriterende 1-0-sejr i lørdags mod Peru, fulgte også selskabet på 2. sal i ejendommen overfor min stue en helt anden kamp end jeg. Og afstanden var meget længere.  Altså vi – dem i det gule hus overfor og jeg - så godt nok de samme 22 mænd rende rundt efter den samme bold på skærmen. Dommeren var den samme. Tilskuerne også. Men alligevel ikke.

Direkte fodbold er nemlig noget, der foregår i nuet. Ikke for 10, 20 eller 30 sekunder siden. Eller for timer siden, som dengang jeg var barn og af mine forældre blev tvunget til at tage en lur, hvis jeg absolut skulle se Preben Elkjær, Per Røntved og Allan Simonsen i det forskudte 1 times sammendrag kl. 21.30.

»Jeg havde først tænkt mig at filme serien til YouTube og selv lægge det ud, men så spurgte den plastikkirurgiske klinik AK Nygart, om vi ikke skulle snakke med selskabet MTG, og de havde så lyst til at lave serien«.

»Jeg har altid haft det sidste ord, når det handlede om, hvad der skulle være med, og hvad der måtte vises. De har lyttet meget til mig og når jeg har sat en fod ned og sagt nej til ting, har de respekteret det. Jeg ønskede for eksempel ikke, at mine skulle vises, eller at selve brysterne skulle vises meget. Jeg ønskede, at serien skulle være om tankerne, menneskene i mit liv og operationen«.

»Viafree ville gerne vise det hele, men mit krav for at medvirke i serien var, at jeg havde meget at skulle have sagt. Jeg ser ingen grund til at dreje serien hen på noget, der kan virke vulgært. Jeg ønsker heller ikke at vise mig frem på den måde. Den fulde pakke af Fies bryster er sgu kun til glæde for min kæreste, Frederik«.

»I sidste afsnit ser man mine bryster, når jeg får taget stingene ud. Jeg har klistermærker på mine nipples, men man ser det færdige resultat, og folk har jo set mine små bryster før«.

Det er på mange måder en diametral modsætning til den forholdsvis runde og afmålte Brian Mikkelsen, der overtager posten som erhvervs- og vækstminister. For i løbet af en relativ kort karriere i politik har Rasmus Jarlov demonstreret, at han i reglen er skarp og opfarende.

Her er tre pointer om den konservative politiker.

Hvad gør man, hvis man støder på en mand, der er i færd med at bryde ind i en bil?

Mange ville nok ringe efter politiet og ellers holde sig i baggrunden. Færre ville formentlig tvinge manden ned på jorden og foretage en civil anholdelse. Men netop det gjorde Rasmus Jarlov, da han en nat i 2015 stod i sådan en situation.

Når Donald Trump møder modstand og kritik, plejer han at hæve indsatserne og skyde igen med de største og hårdeste bogstaver, han kan presse ind i et tweet.

Den standardformel fulgte han også længe i den alvorlige moralske og politiske krise, som hans nye nul-tolerance-politik over for flygtninge og andre immigranter uden visum har sat i gang.

Så sent som onsdag eftermiddag fastholdt præsidenten i strid med virkeligheden, at det var demokraternes skyld, at tusinder af børn er blevet skilt fra deres forældre på ubestemt tid, mens forældrene bliver sigtet for ulovlig indrejse i USA.

Det, sagde Trump, er demokraternes lov, der kriminaliserer indrejse uden visum. Derfor var hans hænder bundet på ryggen, mente han. Og lod forstå, at han ikke brød sig spor om det.