P

1200 meter under havoverfladen, mellem Norge og Grønland, bor verdens ældste, nulevende rovdyr – en 500 år gammel haj. Den er næsten blind, dens kød er giftigt, og skællene er så ru, at man kan skære sig til blods. I Danmark har en forsker i fem år forsøgt at løse urbæstets gåder. I Norge vil en forfatter fange en grønlandshaj, koste, hvad det vil.

Morten Strøksnes

Den norske forfatter Morten Strøksnes har sat sit liv på spil for at fange en grønlandshaj. Han har været på jagt efter urtidsdyret sammen med en ven i et år. Resultatet af anstrengelserne kan læses i ‘Havbogen’.

Mortens fortælling begynder, da han bliver ringet op af sin ven Hugo Aasjord en sen sommeraften.

En lørdag i juli

Tre en halv milliard år skulle der gå fra det første primitive liv udviklede sig i havet, til Hugo Aasjord ringede til mig en sen lørdag aften i juli, mens jeg befandt mig midt i et festligt middagsselskab i Oslos centrum.
»Har du set vejrudsigten for næste uge?«, spurgte han.

Vi havde ventet længe på en særlig type vejr. Det, vi havde brug for, var mindst mulig vind i havområdet mellem Bodø og Lofoten.

Egentlig havde jeg meget andet, jeg burde have lavet, da jeg uden at tøve svarede:

Ja, lad os tage på havet og fange en grønlandshaj.

Grønlandshajen er et urtidsdyr, en kæmpehaj, der svømmer rundt på bunden af de dybe norske fjorde og helt op mod Nordpolen. Danske marinebiologer har for nyligt opdaget, at grønlandshajen måske kan blive helt op til fem hundrede år gammel, hvilket absolut gør den til jordens længstlevende større skabning.

Hugos far havde været med til hvalfangst, siden han var otte år gammel. Han fortalte om, hvordan de harpunerede en påtrængende grønlandshaj og hejste den op i halefinnen med bommen. Selv i halvdød tilstand, mens den hang med hovedet nedad og havde fået en hvalharpun tværs igennem ryggen, huggede den en stor luns hvalkød, der lå på dækket, i sig.

Når Hugo fortalte om grønlandshajen, fik han en særlig glød i blikket og klang i stemmen. Hugo havde set de fleste fisk og dyr, der levede i havet, men han havde aldrig set netop denne kæmpehaj.

Det havde jeg heller ikke. Hugo behøvede ikke at anstrenge sig for at overtale mig, jeg bed på, om jeg så må sige, rent instinktivt. Også jeg er opvokset ved havet og har fisket, siden jeg var en lille dreng. At få bid gav mig altid den samme følelse af, at næsten hvad som helst kan komme op fra dybet.

Og hvem er egentlig klar over, at der i Vestfjordens dybe vand svømmer grønlandshajer rundt, en hajfisk, der kan blive syv-otte meter lang og veje op til 1200 kilo? Bortset fra Hugo, selvfølgelig.

Båden suser afsted. Det er fuldstændig stille indenskærs, de eneste krusninger på havet er dem, vi selv laver.

Vi befinder os på en overflade af blændende skarp sol og spejlblankt hav. Lige foran os er der 500 meter dybt. Vi har ingen anelse om, hvad der foregår under den næsten hvide hinde.

Ved 150-200 meter er næsten alt lys absorberet af vandet, uanset, hvor rent og klart det er. Et fjernt grålys, som lyset fra et døende gammelt tv-apparat, er det eneste, man kan skimte. Ved omkring 500 m er der bælgmørkt. Fotosyntesen ophører, det er ude med alle planter. Grønlandshajen lever på sådanne dybder.

Det dunkle, kolde dyb er dens verden, og dernede glider den rundt, stille og lydløst, som en maskine af kød, med giftstoffer i spækket, i blodet, i leveren, og med livløse, halvblinde øjne, som der hænger parasitter ud af, lange larver, der gennemborer øjenæblet. De eneste levende væsener, den har kontakt med, er dem den spiser.

Jeg stikker hul på affaldssækkene, som er fyldt med højlandsoksens tarme, lever, brusk, knogler, fedt, kødtrevler og maddiker, mens jeg brækker mig uden ophør. Så dumper jeg fire ud af fem sække ud for rælingen. I bunden af sækkene er der tunge sten, og det hele går direkte til bunds. I den femte sæk ligger nogle kødfulde godbidder, vi skal bruge som agn på krogen.

Jeg sprætter den femte sæk med slagteaffaldet op. Ligstanken står ud af den og lægger sig over Vestfjorden. Hvis vi er heldige, undgår vi, at grønlandshajen springer op i båden, mens jeg trækker et hofteled fyldt med rødt og rådnende kød på den blanke, kraftige krog.

Hvad sker der nede på havbunden mere end 300 meter under os? Begynder bæstet at lugte sig frem til vores stinkende ådsel, hvis olieagtige stoffer af forrådnelse må sprede sig langt dernede i vandet?

Enkelte detaljer har vi endnu ikke diskuteret. Hvad gør vi, hvis vi faktisk får sådan en grønlandshaj op til overfladen? Det giver en vis skrækblandet fryd at tænke på det.

»Vent! Bevæger bøjen sig?«, siger Hugo.

Det ser ud, som om det går op og ned med den unaturlige rytme hos et gigantisk flåd. Nogle hundrede meter fra der, hvor vi sidder, midt i en makrelstime, er der helt sikkert noget i gang. Hugo starter motoren, og i løbet af et minut er vi henne ved linen. Hugo begynder at trække op.

Julius Nielsen

Den danske biolog Julius Nielsen har haft adskillige grønlandshajer på krogen. Han har brugt de seneste fem år på at studere urbæstet og var en del af den forskergruppe, der sidste år slog fast, at hajen er verdens ældste hvirveldyr.

I maj 2017 tog han sammen med et internationalt forskerhold til Grønland for bl.a. at løse mysteriet om, hvordan grønlandshajen forplanter sig.

28. april 2017

På de første 24 timer af ekspeditionen har vi oplevet foråret i Sydvestgrønland fra sin værste side. Vi sejlede gennem vindstød af orkanstyrke. Otte meter høje bølger slog til vores skib fra alle sider. Frokosten blev afsluttet med, at kokken blev kastet gennem kabyssen, al mad røg på gulvet, og alle skibets tallerkner gik i stykker i et enormt brag.

Vi skal have suppe i morgen, så kaptajnen har sat kurs mod den nærmeste by, hvor vi skal købe nye skåle. Og så skal vi tjekke langlinerne for fangst.

Når man hiver langliner i land, kan det være svært at fornemme, om der er fangst. Så står vi alle på båden og stirrer ned i vandet og prøver at vurdere, om rebet er så spændt, at der kunne være en haj på krogen.

Men udstyret er så tungt og strømmen så stærk, at det faktisk er enormt svært at vurdere, hvad der trækker i linerne.

Det sværeste ved at fange grønlandshajer er at få rovdyret til overfladen. Hajen kæmper imod, den skal køres træt, og i processen kan langlinen ende som én stor knude.

Pludselig kommer en kæmpe skygge til syne fire til fem meter under skibet. Hajen er enorm. Den måler 430 cm fra snude til halespids og vejer nok omkring 800 kilo. Med den vægt og længde er hajen formentlig ældre end 100 år.
 Vi bryder ud i spontan jubel.

Det blev til hele syv hajer, da vi havde tjekket alle vores langliner. Det er et brag af en superfangst.

Selv om grønlandshajen er verdens næststørste kødædende dyr, mangler vi svar på nogle af de helt basale spørgsmål. Hvordan fanger den sin mad? Hvor meget spiser den?

I 1924 berettede Frithjof Nansen om fundet af en hel sæl, en lange på 1,3 meter, et stort helleflynderhoved og flere stykker hvalspæk i maven på dette kæmpe rovdyr. Forskere har senere bl.a. fundet sten, fiskegrej og en Pepsidåse i hajens indvolde.

Vi er så heldige at finde to fuldstændig intakte sæler i en af hajernes mave. Sælhoveder og luffer bliver brugt som madding på langlinerne, og sælerne er altid svære at skaffe.

Hajens ufordøjede middag ryger derfor direkte på krogen som lokkemad til dens sultne artsfæller.

Grønlandshajen har et komplekst sanseapparat. Den ser formentlig ikke så godt, men til gengæld sniger den sig ind på sit bytte ved hjælp af sin lugtesans og sidelinjesansen, som er en slags følesans, der kan mærke trykændringer i vandet.

Desuden har hajen en elektrisk sans, som sidder i hovedregionen, specielt koncentreret omkring munden. Det gør den i stand til at mærke elektriske impulser, f.eks.fra et hjertelsag på en fisk, der ligger gemt på bunden.

Grønlandshajen er verdens langsomste fisk i forhold til sin størrelse – den bevæger sig med 2,6 km i timen. Derfor er det lidt af et mysterium, hvordan dette tilsyneladende sløve rovdyr kan fange levende sæler.

En teori går på, at hajerne går efter sovende sæler. For at være i sikkerhed for isbjørne, sover sæler nemlig i vandet i Arktis, og ligesom mennesker har de en REM-søvnfase. Når en sæl først sover dybt, er der næsten intet, der kan vække den.

Et andet af de store mysterier om grønlandshajer er deres alder. Jeg har tidligere undersøgt en, som vi beregnede til at være mindst 272 år gammel, og muligvis helt op til 512 år. Uanset hvad, var den det ældste hvirveldyr, der nogensinde er blevet fanget.

Hajens hjerte er interessant for os forskere, fordi det måske kan kaste lys på, hvordan grønlandshajen når sin høje alder.

Grønlandshajens hjerte pumper langsomt – cirka et slag hvert 12. sekund. Hajen her har meget høj puls, fordi den netop har kæmpet for sit liv.

Min kollega Holly Shiels fra University of Manchester undersøger, hvad det er, der holder grønlandshajens hjerte sundt og raskt i hundredevis af år.

Hvis det lykkes at finde ud af, hvordan hajen undgår hjertekarsygdom, kan det måske blive en vej til ny medicin, der kan forebygge, at menneskers hjerter svækkes med alderen.

Hajens øje er interessant for os forskere, når det gælder om at aldersbestemme hajen. Hvis man skræller øjelinsens mange lag væk – præcis som man skræller et løg – så kommer man til sidst ind til centrum af linsen, og den består af det samme materiale, som da hajen blev født.

I dette inderste materiale fra øjelinsen måler vi kulstof 14-niveauet. Hvis man sammenholder dét med referencemateriale af kendt alder fra forskellige steder i Nordatlanten, bliver det muligt at beregne hajens mest sandsynlige fødeår.

Metoden, vi bruger, er oprindeligt udviklet til at datere arkæologiske fund.

Vi ved, at hunhajer bliver kønsmodne, når de er mindst 134 år gamle. Der er dog kun én gang i historien blevet fanget en haj med en unge i livmoderen, så vi ved ikke så meget om hajernes ynglebiologi.

En af de hajer, vi har fanget, er desværre blevet ædt levende af sine artsfæller, mens den var kroget på langlinen.

Det viser sig at være en kønsmoden han, og det er et stort øjeblik, for det er første gang, at kønsmodne hanner og hunner er fanget på samme sted.

Han-grønlandshajen har to parringsorganer, og da vi trykker ved hajens gat, sprøjter det ud med mælk, som altså er grønlandshajsæd. Det er, så vidt jeg ved, aldrig blevet observeret før, og det er sindssygt interessant. Det tyder nemlig på, at hajerne kan være i gang med at parre sig, netop mens vi er der.

Et af formålene med vores ekspedition er at blive klogere på, hvor hajerne yngler.

Derfor sætter vi gps-sendere på alle hunhajer, vi fanger. Senderne fortæller os om hajens positions tre, seks og 12 måneder efter vi sætter dem fri.

Efter en uge har vi sat sendere på seks dyr.

Når vi slipper hajerne løs igen, er de som forstenede et øjeblik. Så begynder de at dykke.

Nogle måneder fra nu, når senderne har løsnet sig og er steget til overfladen, vil vi vide mere om, hvor den mystiske grønlandske kæmpehaj færdes.

Det kan måske være med til at lede os tættere på et yngleområde.

Da vi begynder at modtage data fra de sendere, vi har sat på hajerne, står det klart, at vores ekspedition har været en succes.

Især to datasæt er særligt interessante.

Det har vist sig, at en af hun-hajerne svømmer markant længere på tre måneder end dens artsfæller. Den har kurs mod et sted, vi i forvejen havde en ide om kunne være et yngleområde.

Nu har vi data, der bestyrker os i vores formodning, og dét er stort.

Vores data peger desuden på, at grønlandshajer er mere sociale, end mærkninger tidligere har vist.

Generelt bliver hajerne betragtet som enspændere, men samtidig fortæller fiskere ofte, at de får flere hajer i nettet i samme omgang. Ligeledes fanger vi selv også flere hajer på én gang. Derfor er det interessant at se, at to af de hajer, vi fanger på turen, også svømmer sammen efter tre måneder – bare 700 km længere væk på østsiden af Grønland.

Det tyder på, at hajerne kan flytte sig fra et område til et andet i store flokke.

Morten Strøksnes

Morten Strøksnes undrer sig over, hvorfor han er så besat af at fange en grønlandshaj. Handler det om at tilfredsstille hans nysgerrighed? Om at se frygten i øjnene? Om et jagtinstinkt og drømmen om at nedlægge det størst mulige bytte på havet?

Og hvad, hvis det ikke kommer til at gå efter planen?

Alle de spørgsmål er ligegyldige i det øjeblik, man har en haj på krogen. Så er det kun manden, hajen og havet – og spørgsmålet om, hvem der er den overlegne.

Hugo begynder at trække op. Det vil sige, han slider i tovet, og der er ingen tvivl om, at noget stort har bidt sig fast. Efter et øjeblik tager jeg over. Så går det endnu mere langsomt. Har du prøvet at hale en måske syv meter lang og syv hundrede kilo tung grønlandshaj, der hænger fast i tre hundrede og halvtreds meter tov med seks meter kæde nederst, op fra havets bund?

Tovet gnaver sin ind i fingrene, hver ti centimeter er et sejt løft, du mister næsten troen på, at det nogensinde vil få en ende. At der sidder brandmænd fast på tovet og vi ingen handsker har, gør ikke opgaven mere behagelig.

Armene er helt kraftesløse, og der er næppe mere end halvtreds meter tilbage, da alt pludselig bliver meget lettere. Alle, der har prøvet at fiske, kender denne følelse af dyb skuffelse. På et splitsekund bliver store forventninger knust. Selv om tovet skar sig ind i hånden, gør fraværet af tyngden endnu mere ondt.

Efter kort tid er kæden og krogen under båden, og jeg hiver, indtil krogen hænger og dingler i luften foran os.

Da vi slap krogen ned, var hofteknoglen fyldt med rødt kød. Nu er den gnavet fuldstændig rent. På benet kravler massevis af orange småkryb. De minder om lus eller små insekter og må være dem, der lever i grønlandshajens bugfolder.

I benet og fedtet kan vi tydeligt se de savtaklignende mærker efter biddet. Jeg havde stukket krogen gennem et senehul i knoglen, så den er blevet siddende. Jeg havde forstillet mig, at hajen under alle omstændigheder ville knuse hele knoglen, hvis den bed på. Derfor hang hajen ikke bedre fast. Derfor slap den fri. Derfor sidder vi her og siger ingenting.

Dernede, under vores pontoner, svømmer vores monster og venter på at blive fodret.

Mød Morten og Julius

Fanger Morten Strøksnes nogensinde en grønlandshaj? Hvorfor har Julius brugt de sidste fem år af sit liv på at granske urbæstet? Og bliver man virkelig fuld af at spise grønlandshajens kød?

Få svar på dét og meget andet, når Morten Strøksnes og Julius Nielsen møder Politikens videnskabsredaktør i Pressen 14. november 2017.

Læs mere om arrangementet og køb billet her.

REDAKTION

Tekst, foto & video: Morten Strøksnes og Julius Nielsen

Mortens historie er et uddrag fra 'Havbogen eller kunsten at fange en kæmpehaj fra en gummibåd på et stort hav gennem fire årstider'. Don Max, 2017

Julius beretning om hajekspeditionen i april kan læses her i sin fulde længde.

Layout: Liv Packness

Grafik: Mads Pedersen

Art Director: Tomas Østergren

Projektleder: Frauke Giebner

Videnskabsredaktør: Lasse Foghsgaard

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce