P

Jeg er 24 år og er meget passioneret omkring træning. Jeg synes, jeg har en lækker krop. Om en uge skal jeg stå på scenen i en bikinifitnesskonkurrence i Herning. Det vil betyde sindssygt meget for mig at vinde.

Jeg har været på diæt i snart 2 år. Alt, hvad jeg spiser, bliver vejet. Den seneste måned har den stået på torsk og asparges i bittesmå portioner. Jeg er SÅ sulten!

Desværre er min form ikke helt, som den skal være. De næste 7 dage skal jeg tabe mig yderligere, så mine muskler bliver mere markeret.

Torsken giver mig brækfornemmelser. Jeg tænker dagligt på, hvor dejligt det ville være bare at æde alt, hvad jeg har lyst til. Lige nu kan jeg faktisk ikke huske, hvordan det føles at være mæt.

Jeg er god til bikinifitness, fordi jeg er super disciplineret. Det er en sport, som kræver rygrad. Man skal kunne holde en stram diæt kombineret med hård træning og samtidig kunne udstråle, at man er ovenpå og hviler i sig selv på scenen.

Det handler meget om at have en harmonisk krop.
X’et kalder vi det: Skuldre og hofter skal være lige brede, ryg, arme og mave skal have synlige muskler. Hvis man også har en lille hvepsetalje, er man godt på vej.

Fuck. Der er 4 dage til konkurrencen, og jeg er blevet syg. Jeg SKAL træne, men jeg ligger i sengen og kan ingenting.

Jeg forestiller mig, hvordan det bliver, hvis jeg vinder. Synes selv, jeg har fortjent det. Jeg har kæmpet fucking hårdt!

Den sidste uge op til konkurrencen har sgu været ondere, end jeg lige havde regnet med. Egentlig havde jeg glædet mig til slutspurten. Lige nu er jeg bare fuldstændig drænet for energi. Men jeg ser det ikke som et valg at kvitte.

Jeg vil gerne vise alle, at man kan vinde, selv om man har en snert af kvindelige former. De fleste andre piger er meget mere hakkede end mig.

Men det handler ikke kun om konkurrencen. Det handler også om at vinde over noget inde i mig selv.

Den seneste uge måtte jeg kun spise grøntsager og protein. Nu er jeg endelig nået til upcarbingfasen. Det betyder, at jeg stort set ikke må få andet end kulhydrater. Aldrig mere torsk. I stedet står den på riskiks, bananer og stadig mindre væske.

Det er for at give kroppen en slags chok. Kulhydraterne kan nærmest suge væske ud af kroppen, og man får sådan et tørt look.

Jeg skal også hente min scenebikini. En lille, fin glimmerting til flere tusind kroner. Men hold kæft, jeg glæder mig! Nu er det fandeme snart.

Der er en grund til, at jeg overhovedet gør alt det her. Jeg har en fortid med ortoreksi. Jeg var fanatisk optaget af sundhed og trænede alt for meget, mens jeg spiste alt for lidt. Billedet er fra 2014, hvor jeg havde det virkelig skidt.

Mit ønske har hele tiden været at blive rask. Jeg var i behandling i 2,5 år, men jeg sad fast i sygdommen. Jeg begyndte med bikinifitness, fordi det var den eneste udvej, jeg kunne se for mig.

Jeg ved godt, at jeg har skiftet den ene form for kontrol ud med en anden. Men både min krop og min psyke fik det meget bedre, da jeg begyndte at spise mere, og i januar 2016 blev jeg erklæret rask.

Konkurrencen betyder så meget for mig, fordi den er mit bevis på, at jeg ikke længere er styret af sygdommen. Hvis jeg bagefter kan have en hverdag uden regler om mad og træning, ved jeg, at jeg er kommet videre.

Det er gået godt rigtig længe. Men de seneste uger er jeg blevet mindet om fortiden. Jeg kan mærke, at jeg kan lide følelsen af at tabe mig og være lille. Det er lidt det farlige ved alt det her.

Når jeg træner sammen med de andre piger, føler jeg, at jeg er 'den tykke pige' på holdet. Det er langt ude, men jeg kan altid finde fejl ved mig selv.

Frygten for at falde tilbage i spiseforstyrrelsen fylder meget i de her dage.

Den seneste måned har jeg været så presset, at jeg er begyndt at få angstanfald. Det havde jeg overhovedet ikke set komme, og det er det mest forfærdelige, jeg nogensinde har oplevet. I denne uge er det sket næsten hver dag.

Når angsten rammer, kan jeg ikke få luft. Jeg hyperventilerer. Jeg kan ikke holde ud at have sports-bh’en på. Jeg har så mange frustrationer i min krop. Der sidder noget i mit bryst, som jeg ikke kan få ud.

Enten kan jeg splitte rummet ad, eller også kan jeg sætte mig ned og tude. Jeg vælger som regel det sidste.

Burde jeg stoppe? Jeg behøver jo ikke at stille op til konkurrencen. Angsten vokser, når jeg er sulten eller træt. Hvis jeg bare gør rare ting for mig selv, går den væk.

Uanset hvilket valg jeg træffer, taber jeg. Enten passer jeg på mig selv, eller også går jeg all in i forhold til konkurrencen. Der findes intet både-og. Det er noget lort.

Når jeg er helt nede, kigger jeg på fotos fra dengang, jeg var syg. Eller på billeder af flotte bikinifitnessatleter. Jeg tænker på, hvad konkurrencen betyder for mig. Det handler ikke om at stå på scenen i glimmerbikini og stilletter. Det er beviset på, at jeg har vundet mit livs vigtigste kamp.

Seriøst, hvis jeg kan klare den her uge, bliver hverdagen piece of cake bagefter. Tre dage mere. Jeg holder ud.

Jeg tuder i det øjeblik, jeg går af scenen. Det gik slet ikke, som jeg havde forestillet mig, men jeg håber så inderligt, at jeg er gået videre. Jeg vil så gerne tilbage på scenen og gøre det om.

Jeg nærmest beder til Gud: Lad mig gå videre. Min veninde Julie, som venter på mig backstage, har tjekket, hvem der er kommet i finalen. Hun siger ikke noget, jeg bliver bare krammet.

Pludselig kommer alle pigerne over og krammer mig. Jeg har brug for de krammere, men jeg har også bare lyst til at skubbe dem alle væk.

Jeg skriver lidt med min mor, som sidder ude i salen med resten af min familie. Det er superpinligt at skulle derud, hvor alle kan se, at jeg ikke er nået til finalerne. Jeg hader det! Det er superunderligt at føle skam, når jeg ved, hvor pivstolt min familie er af mig.

Når jeg møder folk efter konkurrencen, har jeg lyst til at løbe fra realiteterne. Jeg er fyldt med frustrationer og føler i mange dage, at det hele var en fiasko.

En uge efter stævnet laver jeg et opslag på Instagram. Jeg prøver at minde mig selv om, hvorfor jeg egentlig har gjort alt det her. Jeg skriver, at jeg er glad og stolt over, at jeg har trænet mig ud af min spiseforstyrrelse. At konkurrencen ikke betød noget i det store billede. Jeg ved, at jeg burde glæde mig over alt det, jeg har opnået. Men lige nu føler jeg det ikke.

Alligevel poster jeg opslaget.

Set i bakspejlet er jeg næsten ked af, at jeg valgte en hobby, hvor jeg har behandlet mig selv så hensynsløst. At jeg har været så hård ved min krop én gang til, helt frivilligt. Hold kæft, mand, hvad havde jeg gang i?

Rent psykisk var tiden efter konkurrencen endnu hårdere end ugerne inden. Jeg havde svært ved at acceptere de ekstra kilo, der lynhurtigt satte sig på min krop. Jeg kæmpede for at holde de gamle tanker væk. Og jeg vandt.

Forandringen kom langsomt. De første dage efter konkurrencen kunne jeg hoppe af glæde over, at jeg selv måtte vælge, hvad jeg ville have til morgenmad. Nu spiser jeg kun, hvad jeg har lyst til, og jeg kan mærke, hvordan maden giver mig energi. Jeg har også tid til at være megasocial igen og kan mærke, at mine venner har savnet den side af mig. Før var det bare fitness, fitness, fitness. Mig, mig, mig.

Jeg tror, de fleste tænker, at der er noget ved deres krop, de kunne ændre, så den blev pænere. Og de tanker har jeg jo også stadig. Det afgørende må være, hvor ekstremt det er, og hvor meget man bliver påvirket af det til hverdag.

Det er en kæmpe befrielse, at jeg endelig kan leve uden at være styret af kostplan, træningsprogram eller vægt. Jeg er stolt af mig selv.

Jeg har det godt. Jeg er glad, og jeg har faktisk ikke vejet mig siden konkurrencen. Jeg ved ikke, hvad jeg skal bruge det tal til. Min krop er der bare, og jeg tilfreds med den. De seneste mange år har jeg fokuseret alt for meget på kroppen. Nu skal mit fokus være på noget andet.

Jeg øver mig hver dag på at slippe kontrollen. Kontrol er bare en eller anden form for sikkerhed, og den gør mig ikke glad. Jeg prøver at mærke efter, hvad jeg egentlig har lyst til. Det er nemmere sagt end gjort, men jeg kan mærke en boblende glæde, når jeg tænker på min fremtid og mine ambitioner.

Jeg er kostvejleder, og jeg vil rigtig gerne hjælpe andre med at få det godt med dem selv og deres kroppe. Jeg er sikker på, at man mestrer den opgave mange gange bedre, når man selv ved, hvor svært det kan være.

Min veninde Julie og jeg har lige startet en virksomhed, hvor vi inspirerer, motiverer og hjælper andre i mål med deres kampe. Jeg elsker det! Det giver så meget mening.

Jeg fik for resten mulighed for at stille op til DM i bikinifitness. Min score fra konkurrencen i Herning var høj nok. Jeg har overvejet det. Og helt ærligt? Jeg gider ikke.


Redaktion

Idé & video: Heidi Skibsted

Art Director: Aslak Elias Kelkka

Digitalt design: Cecilie Udsen Gleberg Falk

Animation: Kristian Jensen

Projektleder: Frauke Giebner


Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce