0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Rystet anmelder: Jeg fraråder alle at se Christians Tafdrups 'Speak No Evil'

Jeg kan ikke huske at have været så rystet over en film. Christian Tafdrups ’Speak No Evil’ er idiosynkratisk satire, knugende drama og nådesløs horror. Den er et smukt, brutalt og uomgængeligt kunstværk, der bryder med alle regler for dansk realisme. Og jeg skal aldrig se den igen.

FOR ABONNENTER

Allerede da den stumme dreng Abel åbner sin mund foran Bjørn, skulle familiefaren have hevet sin kone, Louise, og otteårige datter, Agnes, ind i bilen og skyndt sig hjem til Danmark. Væk fra weekendopholdet hos den hollandske familie, de lige har lært at kende.

Abel er stum, så hans skrig lyder kun af den kraftige vind i træerne. Han er født med en formindsket tunge, har hans forældre forklaret, men da kameraet zoomer ind, kan vi og Bjørn se, at det ikke ligner en medfødt lidelse. Så går det op for os, at Abel ikke skriger. Han åbner munden som en advarsel.

Der burde jeg måske have forladt biografen. Jeg mener det ikke som en smart tagline, men helt konkret: Jeg vil direkte fraråde, at man går ind og ser Christian Tafdrups ekstremt ubehagelige ’Speak No Evil’.

Jeg kan ikke huske at have været så påvirket af en film. Nogensinde. Jeg føler mig udsat for et sadistisk overgreb og ved stadig ikke, om det er okay med mig. Jeg skal i hvert fald aldrig se den igen. Men midt i forfærdelsen havde jeg også en intuitiv fornemmelse af at have set et stort og uomgængeligt kunstværk, der har sat en ny milepæl i dansk filmhistorie.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu

Annonce