Politiken Fortæller
Sveden løber af min pande. Jeg når lige at tørre det af og orientere mig, før et kraftigt vindstød tager fat i min paraply, som jeg uerfarent har taget med op på bjerget, og forvandler den til genbrugsplast. Jeg mærker et kraftigt sug i maven og sætter mig på hug for ikke at miste balancen.
Og det er her, det for alvor går op for mig: Jeg er dødbange for højder, og jeg har placeret mig midt på toppen af et 2.500 meter højt og regnglat bjerg, som rejseblogs på nettet kalder ’en af de farligste hikes’ i Kina. Sikkerheden er minimal, gelænderet en rusten joke, og jeg har vistnok afskrevet mig enhver form for kompensation, hvis jeg kommer til skade under bestigningen af bjerget. Super.
Jeg er taget til Kina, til Huàshān. Bjerget ligger cirka 120 km fra kejserbyen Xi’an, som bedst er kendt for en imponerende ringmur, terrakottakrigere og arabiske madgader. Her finder mange vestlige turister vejen forbi som en del af deres pakkerejser. Men vores selvtilrettelagte rute i Huàshān viser sig at være helt særlig og langt mindre overrendt af vesterlændinge end resten af byen.
Siden gamle dage er Kinas mange kejsere rejst på pilgrimsfærd til landets hellige bjerge. De er utallige og spredt ud over det meste af det gamle han-Kina – den del af det nutidens rige i øst, som langt de fleste turister besøger. Har du set billeder af Den Himmelske Freds Plads, og har du hørt historier om et samfund i rivende vækst og med stadig større velstand, er det denne del af landet, det handler om.
