0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

»De vil fjerne vores religion og vores rødder. De vil ødelægge vores liv«

3. februar 2022
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Talrige kilder siger, at Kina systematisk undertrykker det muslimske mindretal uighurerne. I Tyrkiet får Kina modstand af en gruppe uighurer, der har oprettet egne skoler, laver politiske kampagner og søger sandheden om deres kære. De mener, de er blevet interneret i lejre eller det, der er værre. Vi mødte dem i januar i anledning af vinter-OL, hvor en lang række lande afholder sig fra at deltage politisk med henvisning til netop uighurerne. Her får du deres fortælling i tre kapitler.

Det var en formssag, da Rabigül Hacimuhammed kontaktede den kinesiske ambassade i Tyrkiet. Det var i sommeren 2019, hendes pas var ved at løbe ud, og hun havde hun brug for at kunne rejse og besøge sine forældre i Xinjiang. Efter to ugers ventetid begyndte hun at undre sig. Hvor blev passet af? Efter noget tid tog Rabigül Hacimuhammed kontakt til ambassaden.

»Tjah, ting tager jo tid, når det handler om Xinjiang«, sagde en ambassademedarbejder til hende. Sådan husker hun det i hvert fald. Så hun ventede fortsat. Hun havde midlertidigt ophold i Tyrkiet gennem sine studier, en ph.d. i turkologi – det tyrkiske og centralasiatiske folks historie – så det var ikke akut. Men så blev sommer til efterår. Hun kontaktede ambassaden igen og igen og løb panden mod den kinesiske mur.

Til sidst modtog hun en ildevarslende besked.

Her i februar afholder Kina vinter-OL. Det skal være det show, der viser, at Kina er en supermagt, der kan måle sig med USA. Men fortællingen er i fare. USA og dets nære allierede laver en diplomatisk boykot af legene. Det vil sige, at ministre fra USA og en lang række vestlige lande, heriblandt Danmark, bliver væk fra tilskuerpladserne i Beijing. De protesterer over »et igangværende folkemord og forbrydelser mod menneskerettighederne i Xinjiang såvel som andre overgreb«. »Det er ingen hemmelighed, at vi fra dansk side er meget bekymrede over menneskerettighedssituationen«, har udenrigsminister Jeppe Kofod sagt til Altinget.

De mennesker, det hele handler om, er uighurerne, som bor i Xinjiang-regionen. Et folk, Kinas kommunistparti mistænkeliggør, internerer i lejre, nedbryder og langsomt, men sikkert opløser og gør så kinesisk, som det lader sig gøre. Det mener kritikerne, som tæller en lang række internationale organisationer som Amnesty International, som har dokumenteret overgreb på uighurerne. Kina kalder det løgne og reklamerer for Xinjiang som en spændende vintersportsdestination.

Men hvem er uighurerne, og hvad mener de selv? Det er dem, vi nu skal møde.

Indledning

Den besked, Rabigül Hacimuhammed havde modtaget, kom fra en ansat ved ambassaden, der tilbød at løse situationen. Vi kender hans rigtige navn, men her kalder vi ham Wang.

Rabigül Hacimuhammed var lunken ved udsigten til at få hjælp fra Wang. Hans beskeder var underlige og kom i chat-appen WeChat. Det svarer til, hvis en embedsmand i Udenrigsministeriet begyndte at sende en borger uformelle sms’er. Men hvad værre var: Wang havde et krav til Rabigül Hacimuhammed.

Hun skulle stoppe sin politiske aktivisme, og så ville alting gå lettere. Hun gøs ved tanken.

Rabigül Hacimuhammeds aktivisme startede i 2018 og bestod – og består – i at protestere over sin families forsvinden året forinden. Hun påstår, at de er endt i interneringslejre i Xinjiang, en efter en, som var de brikker i et uforståeligt spil skak, der langsomt udfolder sig, uden at nogen forstår logikken bag.

Hendes yngste bror var først. De hentede ham og sagde, han ville være væk ’nogle dage’. Men der gik måneder, har Rabigül Hacimuhammed fået fortalt. Senere, samme dag, hentede de hendes forældre. Da faderen efter flere måneder blev løsladt, fik han brug for at gå med stok, siger Rabigül Hacimuhammed og får et mat blik i øjnene. Hun har ikke mødt sine forældre siden 2016, men mindes sin mors kærlige væsen og lange smukke hår. Da hun sidst hørte noget, var moderen stadig interneret, og på et tidspunkt blev hun rykket fra lejr til fængsel, har venner fortalt. Et foto fra 2018, hvor moderen fik kortvarig udgang i forbindelse med et bryllup, fik Rabigül Hacimuhammed til at græde.

På fotografiet bar moderen paryk.

Hvad mon der var sket? Er hendes mor stadig i live?

Det ved Rabigül Hacimuhammed ikke. Wang sagde godt nok, at familien var okay. Men hun kunne ikke få lov til at tale i telefon med dem, uden myndighederne på medhør. Hvorfor? I 2020 opgav hun at få svar. I stedet har hun igen og igen stillet sig foran den kinesiske ambassade i Ankara med et banner i hænderne. På det står: ’Hvor er min mor?’.

  • Rabigül Hacimuhammed er ikke alene.

    De muslimske uighurer er et centralasiatisk folkefærd og udgør hovedparten af indbyggerne i Xinjiang-provisen i Kina. Nogle af dem mener, at de bør have deres eget land, Østturkistan. Det har ført til konflikt, for det tillader Kina ikke. Situationen har stået på siden 2016, og mange uighurer mener, kommunistpartiet vil ødelægge deres kultur med interneringer, tvang og hjernevask. Kinas regering mener omvendt, at man tilbyder uddannelse og civilisation til uighurerne. Situationen har fået mange til at søge væk fra Xinjiang, og Tyrkiet har et særligt levende uighurmiljø. Det består i høj grad af strandede mennesker, der ikke tør rejse tilbage og måske aldrig får deres hjem at se igen.

    Om denne artikel

    Det er så godt som umuligt at afprøve uighurernes historier journalistisk. Det ville kræve fri adgang til Xinjiang-regionen i Kina. Vi har valgt at præsentere historierne alligevel. Derfor har vi foreholdt Amnesty International Rabigül Hacimuhammeds historie, samt de tendenser, du skal læse om, for at få sandsynliggjort historiernes ægthed. Amnesty genkender beretningerne fra lignende forløb. De stemmer overens med tidligere beretninger i Politikens serie ’Farlig viden’. Samlet viser de, at det kinesiske kommunistparti har opbygget et system af interneringslejre i den vestlige region Xinjiang. Ifølge myndighederne skal de ’bekæmpe religiøs ekstremisme’. Men dokumentation peger på, at uighurerne og deres kultur bliver undertrykt, og uighurer fortæller om alt fra tvangsarbejde til fysisk afstraffelse og voldtægt. Den amerikanske regering kalder det ’et folkemord’. Politiken har forelagt den kinesiske ambassade i Tyrkiet de metoder, Rabigül Hacimuhammed beskylder dem for at bruge. Vi har også spurgt, om uighurer som hende kan vende tilbage uden frygt for repressalier. Ambassaden har ikke svaret.

    Kapitel 1:

    Vendepunktet

    Solen skinner, det er en formiddag i januar, og duften af sort te og ristet sesambrød blander sig med dunsten af bilos, selv de tykkeste mundbind bliver gennemtrængt. Vi er på Capa Sehremini-stationen i Istanbul i Tyrkiet. Vi har fundet en bænk i en lille park ved universitetshospitalet, hvor 33-årige Rabigül Hacimuhammed mødes med Politiken. Aftenen forinden hilste vi på hinanden for første gang, drak kaffe og lagde planer for de følgende dage.

    Besøget har været måneder undervejs og noget af en tur for Rabigül Hacimuhammed. Hun bor normalt i Ankara, hvor hun læser på universitetet, men uighurmiljøet i Istanbul er endnu større. Så det er der, vi mødes.

    »Der bor vel omkring 40-50.000 her i byen«, siger hun, og det estimat støder Politiken også på andre steder.

    Rabigül Hacimuhammed kalder sig ikke aktivist. Hun er først og fremmest uighur, og nok mest af alt bare sig selv – med hvide snørestøvler, imiteret guldur, lidt vinterondt i halsen, fart på tilværelsen og et stort imødekommende smil, der dog hurtigt kan vendes til en alvorsmine med matchende bekymrede øjne. Hun bor sammen med en ven i Ankara, men drømmer en dag om at stifte familie.

    »Det skulle helst være med en derhjemme i Østturkistan, synes min far«, siger hun og bruger det ord for Xinjiang, som de fleste uighurer bruger om regionen.

    Privatfoto
    Foto: Privatfoto

    Rabigül Hacimuhammed er den ældste i en søskendeflok på fire, to piger og to drenge, ti værelser, grøntsager i gården og dyr i folden i en lille landsby ved navn Korla. Hun var især glad for at ride og husker sin opvækst som mere end god. I 2006 begyndte hun at studere uighursprog- og litteratur på Min Zu-universitetet i Beijing. Det var en stor nyhed i landsbyen, og hendes forældres drøm var gået i opfyldelse. At universitetet lå i Beijing, kinesisk hjerteland, tænkte ingen over.

    »Jeg har altid tænkt på kineserne som nogle, der bare var der«, siger Rabigül Hacimuhammed, der husker, hvordan den religiøse og etniske baggrund bare var noget, ’som var’. Vennerne var ud over uighurer både hankinesere, den største etniske gruppe i Kina, også mongoler, usbekere og så videre.

    Men der var også forskelle. Især i mødet med staten, der for Rabigül Hacimuhammeds vedkommende især var repræsenteret ved skolevæsenet.

    »Jeg følte, at man tænkte, vi skulle behandles som mindreværdige«, siger hun og husker især en særlig form for arbejde, hun blev sat til:

    »Da vi gik i skole, blev vi tvunget til at arbejde i en måned i markerne hvert år. Det gjorde vores kinesiske medstuderende ikke«.

    Det var en kilde til stærk frustration for Rabigül Hacimuhammed. Hun husker også, hvordan kinesiske medstuderende fik væsentlig mindre skældud, hvis de lavede ballade i skolen, og det undrede hende, men især det ulogiske i tvangsarbejdet forstod hun aldrig.

    »Mine hankinesiske venner reagerede aldrig rigtig på forskelsbehandlingen. En af min fars hankineservenner, der endda kunne tale uighurisk, og som vi havde givet et uighur-navn for sjov, blev chokeret, da jeg fortalte ham om det. Han syntes ikke, det var i orden«, siger hun.

    Det gjorde det kun mere attraktivt at komme til Beijing, den kinesiske hovedstad. Hun tog af sted – uden tøven. Det var svært at tilpasse sig den enorme storby, men det lykkedes. Undervejs besøgte hendes forældre hende.

    Men også her mærkede hun, at noget var anderledes. At hun var en del af en særlig gruppe.

    »Vi kunne mærke, at politiet var mere mistænksomme over for os, når vi bevægede os rundt i byen. De tjekkede vores id mere grundigt end andres, da jeg tog mine forældre med for at besøge forskellige turistattraktioner i Beijing, for eksempel Den Forbudte By og ved Den Himmelske Freds Plads. Vi lagde mærke til, at politiet fulgte os rundt meget af dagen, spurgte, hvad vi lavede, hvad vi skulle og så videre«, husker Rabigül Hacimuhammed, der stadig blot trak på skuldrene.

    Det var, hvad det var.

    Johannes Skov Andersen Pol
    Foto: Johannes Skov Andersen Pol

    Med udsigt over Istanbuls tætbefærdede Bosporusstræde fortæller Rabigül Hacimuhammed om sit forhold til Tyrkiet. Hun var her først i 2014 som udvekslingsstuderende og tog så tilbage til Beijing i 2015. Her tog hun et sabbatår og arbejdede i 2016 som oversætter på en dokumentar om Silkevejen for kinesisk stats-tv, CCTV. Det var et højdepunkt i hendes liv, og hun var stolt over at fortælle historien om Silkevejen, hvor uighurerne spiller en vigtig rolle. Snart takkede hun ja til et 4-årigt ph.d.-stipendium i Tyrkiet hvor hun skulle beskæftige sig med uighurernes historie og sprog.

    Men før hun startede, tog hun til Xinjiang på besøg i 2016. Det, der mødte hende, var ildevarslende.

    »Moskeer begyndte at lukke. Før da var det normalt, at folk gik i moské alt det, de ville. Det var normen. Men bagefter gjorde Kinas politik, at mange unge blev væk. Jeg vidste ikke hvorfor dengang. Det gør jeg nu«, siger hun og tager en pause og kigger Politikens journalist i øjnene:

    »De vil fjerne vores religion og vores rødder. De vil ødelægge vores liv«.

    Men kunne I ikke bare indordne jer, tilpasse jer det, de ville have jer til at gøre?

    For første og sidste gang bliver Rabigül Hacimuhammed ophidset.

    »Man kan ikke fjerne islam fra uighurernes kultur. Det er et indgroet element. Livet og religion er sammenblandet, man kan ikke udelukke det ene fra det andet«, siger hun.

    Om uighurerne

    Uighurerne er et centralasiatisk folk, der deler sproglige rødder med tyrkerne. De bor i det vestligste Kina i den semiautonome region Xinjiang. Navnet er kinesisk og den officielle betegnelse. Der bor 12 millioner uighurer i Xinjiang, omkring 1 million i det øvrige Kina, og så er der utallige hundredetusinder rundt om i verden i diasporamiljøer.

    Omkring 1949, hvor Kinas Folkerepublik oprettes, var der 75 procent uighurer og 6 procent han-kinesere i Xinjiang. Resten var kazakhere, uzbekhere og andre befolkningsgrupper. I Kinas officielle befolkningsoptælling for 2020 var hele 42 procent han-kinesere, mens uighurerne udgjorde knap 45 procent. Udviklingen er ikke aftaget de seneste år.

    Mange uighurer drømmer om selvstændighed, mens et lille antal uighurer tyr til voldelige midler for at bekæmpe Kina. Der har også været angreb mod kinesiske mål begået af mindre grupper radikale uighurer i form af bombe- og knivangreb. Kina har kaldt til kamp mod disse terrorangreb. I 2016 førte det til en ny politik, formuleret af ingen ringere end Xi Jinping: ’Religiøse ekstremister’ skal slås ned med hård hånd.

    Vi står på perronen på togstationen i Istanbul og lægger mærke til en besynderlig detalje. Rabigül Hacimuhammed har to telefoner.

    Hvorfor?

    Den ene bruger hun til hverdag, til at tale med vennerne, finde vej, læse nyheder. Den anden, en iPhone 6, holder hun nu i hånden. Den har en noget anden funktion: Her er hendes digitale liv fra tiden før. Dengang hun ikke var aktivist. Dengang hun ikke var bange.

    Johannes Skov Andersen Pol
    Foto: Johannes Skov Andersen Pol

    Det er mere end to år siden nu. Hun husker tydeligt den sidste samtale, hun havde med sin far.

    »Det var i september 2019. Jeg talte med ham på WeChat. Han lød afkræftet, svag. Da vi afsluttede samtalen, fortalte han mig, at kineserne ikke var så slemme endda. Jeg er sikker på, det ikke er noget, han selv havde fundet på at sige«.

    Siden var der radiotavshed. Bortset fra de gange forskellige myndighedspersoner fra Kina har kontaktet Rabigül Hacimuhammed og bedt hende stoppe med sine aktiviteter. De numre, hun tidligere brugte for at tale med kontakter i Xinjiang, virkede pludselig ikke. Og hvis de virkede, var der ikke meget nyt at hente. Hun blev bange for, at myndighederne kunne spore hende, og skiftede telefon. Nu blev hendes nye netværk de mennesker i Tyrkiet, der har det som hende, og mange af dem er i Istanbul.

    »Istanbul er kæmpestor og har haft migration siden 50’erne. Det er et sted, hvor man stikker mindre ud som en del af et mindretal«, forklarer Mogens Pelt, en dansk historiker med særlig indsigt i Tyrkiet. Han forklarer samtidig, at Tyrkiet har haft en meget åben politik over for centralasiatiske folkeslag – dem, der taler sprog med tyrkiske rødder. Den tyrkiske regering har derfor kritiseret Kina for behandlingen af uighurerne.

    »Jeg tror dog primært, den retorik har været rettet mod den tyrkiske offentlighed, der har set uighurerne som et folk, man deler sproglige og religiøse rødder med. Det handler også om, at Tyrkiet har kunnet bruge det i en international offentlighed, altså at kritisere dem, der krænker muslimer«, siger Mogens Pelt, som har bemærket, at der er blevet skruet ned for retorikken på det seneste.

    »Forholdet til Kina er vigtigt. Tyrkiet vil gerne være brobygger mellem øst og vest. Jeg mindes, at Erdogan har sagt, at man ikke skal blande sig i staters interne anliggender. Det bruger han jo også som argument, når Vesten kritiserer ham«, siger Mogens Pelt.

    Nok portrætterede Erdogan engang sig selv som de tyrkiske folkeslag og muslimernes beskytter, og det gør han i et vist omfang stadigvæk. Men en drøm om et politisk ’Stortyrkiet’ har måttet vige for andre emner. Især når der er brudflader med Kina.