Oscar
vinder var ikke god nok til filmstøtte
Jeg husker stadig de følelser, det som barn vakte i mig, da den ophidsede folkemængde ubarmhjertigt jagtede Frankensteins stakkels monster. Jeg kunne da godt se, at det ikke var så heldigt, at den store kleppert havde dræbt den lille blomsterpige, men han var jo dybest set uskyldig. Bange og ude af stand til at opfatte sine jættekræfters farlige potentiale. Skabt, som han var, af en mere udspekuleret hjerne. Uskyldig, men farlig og trængt op i en krog.
James Whales to udødelige Frankenstein-film fra 1930’erne er på mange måder prototypen på alle senere vellykkede monsterfilm. Hvor uhyrligheden i al sin fysiske forkvaklethed og forskræmte farlighed udtrykker en menneskelighed, der er mere smertelig og ægte end den, en mere hårdkogt menneskelighed kan præstere.
At den mexicanske instruktør Guillermo del Toro er manden, der bærer Frankensteins fakkel videre, er man ikke i tvivl om, når man har set hans fabelagtige ’The Shape of Water’. En film, der både er monsterfilm, kærlighedsfilm, koldkrigsdrama og aktuel politisk allegori.
»Monstre er tolerancens skytshelgener«, konstaterer Guillermo del Toro efter filmens verdenspremiere på filmfestivalen i Venedig, hvor ’The Shape of Water’ ender med at vinde Guldløven, og nu fremstår den med hele 13 Oscar-nomineringer – en af dem til filmens danske fotograf, Dan Laustsen – som feltets favorit efter en langsomt stigende popularitetskurve i de amerikanske biografer.
