Jeg føler frihed. Vægtløshed. Det er lige meget, om du står på en finger eller fødderne – om du vender op og ned på alting. Verden under vandet er alt andet end firkantet«.
»Min mor har vandskræk. Hun har gået på kurser tre gange for at blive vandskrækken kvit, men det har ikke virket. Det var hende, der fik mig til at gå til svømning tidligt. Jeg har levet i en svømmehal hele min ungdom«.
»Mange unge piger og fyre vil gerne se anderledes ud. Men i dykningen er det ligegyldigt, hvordan du ser ud, hvad du vejer, og om du har en kæreste. Og om du er god til at skrive eller regne«.
»Under vandet har jeg brug for at have kontakt med mit åndedræt på en måde, mange mennesker ikke er vant til. At trække vejret dybt giver grounding – jordforbindelse – og mulighed for lige at stoppe op og se tingene fra en anden vinkel. Det kan også bruges på land«.
»I vandet holder du balancen via åndedrættet. Du kan ligge i en svag medstrøm og gøre absolut ingenting, og hvis der så kommer en sten, så trækker du bare vejret lidt dybere, så stiger vi lidt – og så puster du ud efter stenen igen. Havet gør en masse, men jeg gør næsten ingenting. På den måde føler jeg mig som en del af havet«.
»Man kommer meget tæt på alt det liv, der er i havet. I søndags så vi en flok marsvin her i Øresund. Det er ikke det samme fra en båd. Jeg dykker meget på Maldiverne – med hvalhajer og rigtig, rigtig store dyr. Det er et helt andet kontaktniveau. Du er bare sammen med dyrene, vandet og dig. Det er den tavse verden – du laver det, du laver, og ikke andet«.
»Jeg har set mange forskellige hajarter. De er nysgerrige. De er cool. Når man ligger og kæmper for at holde fast i noget, der minder om en orkan under vandet – de svømmer bare stille og roligt, som om det var en brise. Man føler sig lille. Ydmyg. Over for naturen. Over for en haj – der er vi totalt slatne«.
»Jeg har mange elever, og jeg lægger ofte mærke til, at folk – især kvinder – kan være meget bange for kontroltab. Du er nødt til at lade vandet bestemme lidt, hvis du skal lære at dykke. Forsøger du at kontrollere naturen, vil du tabe«.
»Folk får flere og flere særlige behov – vi vil være så individuelle, og det kan man mærke, når folk skal i vandet og lige skal dit og dat først. Når så vi endelig kommer ned i vandet, så er alle de særlige behov skide ligegyldige. Så er vi stille. Og de 1.000 problemer bliver kun sjældent nævnt, når folk kommer op igen«.
»Jeg kan da også blive irriteret over en kø i Netto og blive stresset over regninger. Jeg er ikke hellig. Men jeg kan faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst blev det, og jeg kan ikke forestille mig at svinge mig op til det der niveau af ophidselse, når nogen giver fingeren i trafikken på grund af en lille fejl. Måske har det noget med mine oplevelser i havet at gøre«.
»I vandet kan du få en pause fra dine problemer på land, for du kan ikke løse dem der alligevel. I starten tog jeg mine problemer med, men når jeg lå der på syv meter vand med ålegræs og tangplanter og fladfisk, så virkede de ikke så vigtige. Det betyder mindre, at ens chef er dum, når du oplever verden lige nu og her, som du er nødt til, når du dykker. Du skal koncentrere dig om at trække vejret og at komme fra a til b, og du ser en tangnål eller et marsvin. Det er så enkelt. Det kan give et nyt perspektiv på de problemer, man går og er optaget af til hverdag – hvad er i virkeligheden vigtigt for mig?«.
Peter Vuust: »Vi skal helst pirres - efter hvad vi subjektivt kan klare«
Jeg tror principielt, at man kunne forstå alt – næsten alt – hvis man havde de tilgængelige data og facts og tilstrækkelig indsigt. Jeg har hovedfag i matematik og arbejder med statistik og hjerneskannere. Jeg er ikke overtroisk som person, og jeg er også ateist«.
»En ting, jeg ikke kan forklare, er, hvor stort musik er for mig. Folk vil sige, at de oplevelser, jeg har haft med musik, må have en overnaturlig forklaring. Det tror jeg så ikke på. Og det er den slags oplevelser, jeg forsøger at forstå igennem min forskning«.
»Det vigtigste succeskriterium for mig selv og mit center er, at jeg går hjem fra arbejde og har lært noget nyt – har en indsigt, jeg ikke havde i går. For år tilbage, da jeg skannede hjerner og læste artikler og forskede eller spillede musik 100 procent, lærte jeg noget nyt hver dag. I dag har jeg travlt med centeret og skal ofte tilkæmpe mig tid til at nå det. Men jeg vil sige, hvis jeg går hjem en dag og ikke har lært noget nyt, så har det været en dårlig dag«.
»Jeg øver mig hver dag på mit instrument fra kl. 6.30-7.10. Det er meget analytisk, det, der foregår i øvelokalet, og superbevidst. Men du skal til gengæld forsøge at være så ubevidst som muligt på scenen. For at være en god musiker skal du lære at adskille de to ting. Hvis du ikke er bevidst i øvelokalet, opbygger du ikke, men hvis du bringer den indstilling med på scenen, kan du ikke lytte til, hvad de andre laver – så er man i gang med noget, man har indstuderet«.
»Mit arbejde går ud på at forsøge at regne ud, hvordan det sker – det, der sker på scenen. Næsten alle musikere, der lever og ånder for og af musikken, har haft den oplevelse, hvor musikken næsten spiller sig selv. »Den er der«, tænker man. Men man kan ikke forklare, hvad det er. Jeg har en vis idé om, hvordan det måske hænger sammen i hjernen, men det er meget svært at undersøge, fordi det sker måske kun en gang hvert halve år – og man kan ikke lige smide folk ind i en skanner, når det sker«.
»Vi arbejder i centeret med en teori for, hvordan hjernen fungerer – en for så vidt ret simpel formel. Den tager udgangspunkt i en idé om, at hjernen forsøger at forudsige det næste skridt givet det input, den har lige nu. Det skal vi så teste – holder denne teori? Hvad er bedre til at teste med end musik? For musik laver hele tiden forudsigelser i tid. Når jeg synger en halv melodi, du genkender, så ved du med stor sandsynlighed, hvad den ender med«.
»Men det skal også udfordres, for det er, når vi får, hvad vi ikke forventer, at vi udvikler os. Vi husker bedre, når vi har de stærke emotionelle oplevelser. Vi udvikler vores hjerner. Hvis vi bare får, hvad vi forventer, lærer vi ikke noget nyt. Vi skal helst pirres – alt efter hvor meget vi subjektivt kan klare. Det kalder vi læring. Men hvis der er for mange fejl og uventede ting, så lærer vi heller ikke noget. Så kan vi ikke forklare verden – så bliver vi utrygge«.
»Folk siger: Du er jo professor og forsker. Så forstår de ikke, at for mig er musikken lige så oplevelsesfyldt som for dem. Men det er den. Når jeg spiller bedst, har jeg slet ikke fornemmelsen af, at jeg spiller. Jeg lytter bare til helheden. Og så lader jeg kroppen om resten. Men jeg synes ikke, at man behøver at kalde det en spirituel oplevelse. Jeg forstår godt, at oplevelsen er stor, men jeg mener, at den snarere end noget overnaturligt er et biprodukt af, hvordan vores hjerne fungerer«.
Birgitte Lorentzen: »Gyset kan tage os over på den anden side«
Jeg er ikke en, der dyrker ånder, clairvoyance eller sådan noget. Men jeg synes, det er dødfascinerende«.
»Jeg har altid gerne villet skrive romaner. Vi var på sommerferie, og der læste mine døtre ’gåsehudsserien’ – små gysere for børn af R. L. Stine. Jeg læste selv et par stykker, og det var ikke sådan særligt farlige gysere, men jeg kom i tanke om, at jeg selv var enormt fascineret af gys, da jeg var barn og ung. Kan man lave ungdomshistorier, hvor gyset er motoren, men man i virkeligheden fortæller noget andet?, tænkte jeg«.
»Min første bog, ’Cykose’, tager udgangspunkt i en oplevelse, en veninde havde haft. Hun boede på Frederiksberg Allé oven på resterne af Den Franske Skole, der blev bombet ved en uhyrlig fejl under Anden Verdenskrig, og hvor en masse børn døde. Hun var vågnet engang, og der havde stået en lille pige på hendes værelse i gammelt tøj, og hun var gået igennem væggen. Gud, det kunne være en af dem fra Den Franske Skole, sagde jeg«.
»I min bog er der en pige, Lulu, der bor der på Frederiksberg og drømmer flere gange om en lille pige, der råber om hjælp. Lulu tænker, om hun er ved at blive tosset. Men en dag oppe i skolen kommer en af drengene fra C-gangen, Mads, over og spørger, om det er hendes lillesøster, hun har med i skole. Det var inspireret af, at der var et C-spor på mine egne børns skole – for børn med autisme og sådan noget. Mads har fået alle mulige diagnoser – og Lulu ser ham som meget underlig. Men hun finder ud af, at han måske kan hjælpe hende. Han kan se noget, andre ikke kan se. En anden virkelighed«.
»Jeg er blevet meget inspireret af mine børn og deres kammerater i mine skriverier, ikke mindst af den angst, der er rigtigt meget af i vores samfund. Det skyldes nok dels, at man får kastet så meget i hovedet fra sociale medier, dels at vi også har mistet troen. Vi har ikke noget sted at gøre af vores angst. De første eksistentielle kriser, når man finder ud af, at ens far og mor ikke ved alt, og at de en dag skal dø, og hvorfor er jeg her overhovedet. I gamle dage kunne man folde hænderne og bede til Gud og få afløb for sin angst. I dag går man til psykolog eller psykiater«.
»Al den angst, der hober sig op, og som er en del af at være menneske, hvor skal man gøre af den? Vi svæver lidt i et what to do-rum, hvor vi ikke rigtigt har noget, vi kan gribe fat i. Vi har forkastet religionen, fordi den ikke rigtig er fulgt med. Når der sidder to præster og diskuterer, om man skal vie homoseksuelle, viser det, at de bare har gang i nogle diskussioner, som samfundet har haft for længst«.
»Gyset kan tage os over på den anden side – ind i mørket. De grimme steder, vi ikke må være. De farlige tanker. Det mørke kan vække noget spiritualitet, noget mystisk, noget urmenneskeligt, hvor vi var ude i mørket, blev bange og skulle overvinde ting«.
»Hele vejen gennem serien om Lulu og Mads ligger det åbent, om de rent faktisk møder noget overnaturligt, eller om det er noget, de skaber i deres sind. Og de spørger sig selv, om hvorfor folk ser Mads som ’unormal’, mens Lulu er ’normal«’.
»Jeg håber, at man ved at læse mine bøger kommer ud som mindre fordomsfuld og med et åbent sind omkring det at være normal, hvilke grænser er der for det normale. At man som læser får udvidet grænserne for, hvad der kan rummes i ’virkeligheden«’.
Frank Rasmussen: »Hvorfor boede jeg her? Hvorfor lå de ting i skufferne?«
Jeg arbejdede i en misbrugsbehandling, og en dag, jeg var på vej hjem, sprang der bare en prop oppe i hovedet. Jeg blev fuldstændig tom. Min hukommelse. Hvor fanden var jeg på vej hen? Pludselig vidste jeg ikke, hvad jeg skulle, og hvorfor. Jeg ringede til mit arbejde og sagde, at jeg ikke kom mere, og så tog jeg hjem og sov. Men det var stadig sådan, da jeg vågnede. Hvorfor boede jeg her? Hvorfor lå de ting i skufferne? Helt uvirkeligt. Det blev ved i 14 dage, indtil jeg røg en fed, så kom der lidt ro på, og jeg opdagede, at jeg selv havde sagt op. Shit! Hvad har jeg gjort?«.
»Min kæreste var død halvandet år forinden, og jeg havde ikke rigtig fået reageret på det. Hendes død havde sat minder og tanker om min fars død i gang. Og så var der alle de hårde ting, jeg har oplevet i underverdenen. Der er sket mange voldsomme ting, fordi jeg har levet i misbrugsmiljøet, siden jeg var ret ung. Jeg har været i alarmberedskab i så mange år. Måske var det en lille psykose. Jeg har fået en psykose beskrevet, som at man kommer ind i en anden virkelighed, og det kunne jeg godt genkende. Men jeg var fuldt bevidst om, at den var gal«.
»Hverdagen for en stofmisbruger er simpel: Det handler om at overleve og at opnå den næste flugt fra fallit og kaos. Man prøver at bevare facaden, for eksempel ved at gå i noget nogenlunde tøj, selv om jeg kan se på billeder af mig selv, at det ikke altid er lykkedes. Man har en stærk trang til at skjule for omverdenen, at man er fanget fuldstændig af de stoffer, man tager. Af at skaffe og opretholde sit high, så man kan fungere i verden og samtidig skjule, at man er så smadret og ked af det, sorgfuld og længselsfuld«.
»Folk har været bange for mig – jeg kan virke meget bombastisk. Men det er igen kun for at skjule mig. Den følelse, jeg kan få – jeg ved ikke, om den er reel, men jeg ser selv ned på mig selv, og så føler jeg, at andre også gør det. Og tænker, at jeg er et flop – en taber. Og i den alder, jeg har nu, tænker jeg: Hvad har jeg egentlig udrettet andet end at fucke op gang på gang«.
»Jeg kan se på Facebook, hvad folk, jeg har kendt siden barndommen, laver. Det prikker til mit selvsyn, og der er selvfølgelig nogen, der ser ned på mig, men der er også mange, der nok ikke gør. Folk, jeg har kendt i mange år, ved godt, hvad jeg har været igennem. De ved, jeg gør en indsats for at få et liv op at køre«.
»Jeg vandt en fotokonkurrence i 6. klasse. Jeg var lidt af en rod og havde ild i røven. Men min dansklærer var fotograf, og han fandt ud af, at han bedre kunne komme igennem til mig, når han lod mig fotografere. Dengang var der ikke nogen stoffer i mit liv – det var bare mine følelser og mit virvar. Jeg kunne fotografere og sætte lys i timevis. Det var analog film og mørkekammer dengang. Jeg elskede duften. Og at skabe billeder. Men så startede stofferne, og så tog jeg ikke et eneste billede igen før her for otte år siden«.
»Jeg tænkte over, hvad jeg skulle sætte ind i mit liv i stedet for stofferne. Jeg arbejdede som socialpædagog, og det var fint, men jeg havde brug for at være rigtig passioneret omkring noget. Og så skrabede jeg penge sammen og købte mig et digitalt fotografiapparat. Nu bruger jeg photoshop i timevis. Jeg vil aldrig give slip på fotografiet igen«.
Anne Jerslev: »Hvis man altid ser, som man plejer, bliver man blind«
»Virkeligheden og opfattelsen af virkeligheden har dokumentarfilm diskuteret gennem hele det 20. århundrede. I 1960’erne mente dokumentarfilmene, at kameraet var kommet så tæt på virkeligheden, som det kunne lade sig gøre. I den periode arbejdede man med at stille kameraet op, og så opfangede det bare det, der skete. Men det subjektive har altid været en del af det at fange virkeligheden. En instruktør stiller jo kameraet og peger på det, han eller hun selv synes, er interessant eller vigtigt. På den måde har billeder af virkeligheden altid en subjektiv dimension«.
»Mainstreamfilmen og Hollywood har givet os en måde at præsentere en virkelighed på, så vi genkender den. Det er klassisk fortællende mainstreamfilmsprog. Vi genkender måden, historien udvikler sig på, og det føles trygt. Noget af det, instruktører som David Lynch gør, er, at de hele tiden betvivler denne genkendelige måde at præsentere virkeligheden på i levende billeder«.
»Lynch arbejder med grænseområderne, hvor noget hverken er det ene eller det andet. Han kan give indtryk af, at han laver noget, der ligner mainstream, men så sker der lige pludselig noget, og så er du et helt andet sted. Han viser os klassiske scener, vi har set 100 gange før, og så vender han lige pludselig et eller andet på hovedet. Den type opgør med en direkte virkelighedsrepræsentation, hvor man pludselig oplever noget, som ligger ud over det, man plejer at få, kan trække os væk fra vores komfortzone og hen et sted, hvor vi enten tænker: Hold da op, det er uhyggeligt, eller: Wow, hvor er det fantastisk. Vi bliver flyttet«.
»Vi har vænnet os til en måde at fortælle på, hvor alt skal have en slutning, en årsag plus en logisk følge fra episode til episode. Der synes jeg, at det er befriende blot at give sig hen til Lynchs univers uden at tænke så meget på, hvad pokker det er, der sker. Han tilbyder os små fragmenter, som måske kan bringes til at hænge sammen, men som også har en kraft i sig selv«.
»Vi mennesker har hverdagen, som vi i det store og hele sætter pris på, blandt andet fordi det hverdagslige er det velkendte og trygge. Men betingelsen for at holde af hverdagen og hverdagslivet er, at vi en gang imellem forsvinder. At man kan få en ekstraordinær fornemmelse eller sådan en wow-oplevelse. Når man får foræret sådan en, tænker jeg, at det er en lille perle, jeg må bevare i mit sind for at huske på, at verden er stor. Den har en grænseløshed, som jeg synes, er virkelig besættende og betagende«.
»Det hverdagslige er nogle gange nødt til at blive brudt, så vi kan få en fornemmelse af, at vi godt kan tænke anderledes end den rutinemæssige måde, vi tænker på. Men også for at vi kan vende tilbage til den hverdag igen med et andet blik«.
»Freud arbejdede også vældig meget med, hvad der sker, når det genkendelige pludselig bliver ukendt – det, han kaldte for das unheimliche, det uhyggelige. At vi pludselig bliver rykket ud af den måde, vi plejer at se tingene på. Hvis man hele tiden ser, som man plejer at se, bliver man blind. Man kan sige om Lynchs billeder, at de giver os synet tilbage ved at vise os noget, vi ikke troede, vi kunne se, og en måde, vi ikke troede, vi kunne se på«.
»Vi bruger fiktioner til at blive klogere på os selv. Vi bruger dem til at eksperimentere med. Vi kan også bruge Lynch til at eksperimentere med. Til at spørge os selv: Hvordan er det at være i en verden, som du ikke kender? Hvor du ikke kan bruge din erfaring?«.
Michael Stipe: »Jeg blev virkelig ramt. Helt uventet ramt«
»Vi kan godt tale om en fælles opfattelse af virkeligheden. Men det er kun den absolutte overflade, som er accepteret af flertallet. Og det er ikke hele historien. Det ved alle godt, tror jeg«.
»Kunstnere er mennesker, der måske er en lille smule mere tunet ind på en særlig frekvens, og gennem deres arbejde kan de fokusere på den frekvens, så resten af os kan se eller høre den lidt mere tydeligt. Kunstnerens job er at fremstille nutiden på en måde, så den bliver mere forståelig for os. Og at vise os, hvordan vi får et bredere udsyn«.
»Af en eller anden grund har jeg på samme tid et enormt ego og slet ikke noget ego overhovedet. Den sammensætning har gjort det muligt for en ellers meget genert person som mig at være frontmand og forsanger i så mange år. Og nu gør det det muligt for mig at arbejde med andre former for kunst. Jeg har fået en platform, hvor mange mennesker lytter til, hvad jeg har at sige«.
»Vi tænker stadig på verden og virkeligheden på det 20. århundredes præmisser, når det gælder territorier og grænser. Det 20. århundrede gav os mulighed for at gøre verden meget mindre gennem transportmidler som tog, skibe og fly. Og nu også digitalt. Så vi skal stille spørgsmålstegn ved, hvad de grænser, der deler landene op, egentlig betyder«.
»Den nye verden og det grænseløse internet gør nutiden til en meget forvirrende tid. Jeg synes selv, verden er meget kompliceret. Jeg er optimist, men jeg ser også mange af de meget negative ting, der sker. Jeg er amerikaner, og vi er et meget svært sted, når det gælder politik«.
»Det er svært at svare på, hvad kunsten kan gøre her. Jeg prøver i mit eget arbejde at løfte folk følelsesmæssigt. Nogle gange kan det godt løfte en følelsesmæssigt at se noget, der er trist eller svært. Som kunstner vil jeg gerne vække følelsesmæssig respons hos folk. Det er sådan, jeg fortolker verden – emotionelt«.
»I medierne – i nyhederne og i den politiske debat – handler det også meget om emotionel respons. Selv om man prøver at tale om fakta«.
»Hvad er en reel, og hvad er en fake debat i medierne? Når folk bare råber ad hinanden, som de ofte gør i medierne, bliver det sværere og sværere at skelne, hvad der er sandt, og hvad der ikke er – hvad der er en fabrikeret virkelighed, og hvad der rent faktisk er sket. Den forvirring forhindrer ofte folk i at fokusere på det, der virkelig er vigtigt«.
»Medmindre vi er lavet af sten, ved vi godt, hvornår noget er følelsesmæssigt sandt. Spørgsmålet er, om vi erkender det, eller om vi afskriver det, fordi det er følelsesmæssigt. Om vi er bange for det, eller om vi omfavner det. Og om vi tillader, at det får os til at spørge os selv, hvad der er det rigtige for mig at gøre, for mine omgivelser – for hele verden«.
»Jeg var på Louisiana-museet, og der gik jeg ind i den 88-årige japanske kunstner Yayoi Kusamas uendelighedsinstallation. Der hang farvede elpærer, og jeg var helt alene i det, der lignede et uendeligt univers. Jeg ved ikke, hvorfor det rørte mig så meget, men jeg blev virkelig ramt. Helt uventet ramt. Den var så meget mere end bare smuk, den der uendelighedsfølelse. Jeg blev så rørt. Og opløftet. På samme tid«.
»Vi bestemmer selv, hvad der er virkeligt og ikke. Om det er virkeligt, fordi du drømte det, eller om det ikke er virkeligt, fordi du ikke kan fotografere det eller lægge dine hænder på det«.
Elisabeth Kampmann: »Drømme er et gammelt sprog, vi delvist har glemt«
»Jeg arbejder med en virkelighed, hvor der er det, der er bevidst, og det, der er ubevidst. Det bevidste er ting, man husker fra sin barndom, ting, man har lært, og ting, der skete i går«.
»Det ubevidste rummer meget mere. Noget af det er fortrængt materiale. Det ubevidste er det, man blandt andet kan se i drømme. Man har ikke direkte adgang til det ubevidste. Men man kan lære det godt at kende ved blandt andet at gå i psykoanalyse«.
»Jeg tror, at drømme er et gammelt sprog, vi delvist har glemt. Mytologier som den græske og nordiske taler i samme sprog, et billedsprog, der taler til vores følelser. Det har vi til en vis grad glemt at forstå«.
»Under den franske revolution satte man fornuftens gudinde ind i Notre Dame. Man satte den menneskelige fornuft på piedestalen, og der står den stadig i dag. Men den kaster en skygge, fornuften. Vi mister forbindelsen til dybe ting i vores psyke og i vores forståelse af verden. Der er dimensioner, vi kommer til at mangle«.
»Arketyperne, som Jung kaldte dem, er grundlag for symbolsproget – et fælles sprog for alle mennesker. De er også farvet af kulturen, men mange symboler er de samme verden over. Symbolerne kan betyde mange ting. Tager man farven lilla, betyder den både viden, intelligens, soberhed, ydmyghed, nostalgi, alderdom og sorg. Og så har den særlig betydning inden for kristendommen og jødedommen. Hvis en klient har drømt om farven lilla, spørger man som terapeut, om der er noget af det, der vækker genklang i forbindelse med klientens drøm«.
»Drømmesproget virker måske underligt abstrakt. Men vi drages af film og kunst, der trækker på det samme drømmesprog. Vi længes efter det. Det moderne menneske længes efter symbolerne, der siger noget om os på et dybt plan. Oplever vi symbolerne i vågen tilstand – i kunst eller på film – kan det gøre et voldsomt indtryk. Det indikerer, at der foregår noget i det ubevidste, som fylder, som er vigtigt«.
»Målet med jungiansk terapi er at blive sig selv og ikke være misformet af opdragelsesmetoder og sådan noget. Man arbejder meget med komplekser. Det mest kendte er mindreværdskompleks. Det piner og plager rigtig mange mennesker. Komplekserne lever deres eget liv i vores psyke. De er autonome og kan styre alt muligt i vores liv. Selv om vi siger til os selv, at vi ikke vil lytte til det, så aktiveres det pludselig ved den mindste ting«.
»Eventyrene er også fortalt i symbolsprog. Grimms eventyr er folkeeventyr – udsprunget af folks psyke. H.C. Andersens eventyr er sprunget ud af en enkelt mands psyke – hans neuroser. Han har jo for eksempel komplekser med det kvindelige. Som den lille havfrue. Hun kan ikke få lov at komme op på jorden og blive en rigtig elskerinde, men bliver til skum på havet og dør. Andersen siger i bund og grund nej til det kvindelige. Særligt sådan en naturkvinde som havfruen«.
»Jeg har et skab med figurer, som jeg bruger i terapien. Hvis folk ikke kan huske deres drømme, kan de måske inspirere«.
»Jeg kan selv godt lide Brunhilde, en kvinde, der kan slås. Men hun er også meget klog. Der er nogle fantastisk islandske sagaer om hende. Hende ville jeg vælge, hvis jeg skulle vælge en kvindelig rollemodel. Men der er mange kvindelige aspekter. Der er også den sørgende kvinde. Moderen. Og den elskende kvinde. Der er bruden – hende har jeg i to versioner. Den hvidklædte uskyldige brud og den spanske rødklædte flamenco-version«.
Lykke Meyer Vejborg Jakobsen: »Det er sundt at bryde virkeligheden en gang imellem«
»Jeg iscenesætter teater og underviser skuespillere. Vi taler meget om, hvad det vil sige at være kunstner. At det handler om at skabe sit eget virkelighedsbillede. For virkeligheden er subjektiv«.
»Virkeligheden er ikke afgrænset eller defineret for mig«.
»Vores forestillinger har scenebilleder med mange lag – noget af det er abstrakt, men det betyder ikke, at det ikke har afsæt i virkeligheden. Det, synes jeg, er vigtigt, for så kan folk genkende det – der foregår en spejling. Performanceteater, som bare er mærkeligt, det kan jeg faktisk ikke særligt godt lide«.
»Men det er godt at gå til grænsen – og måske lige over. At noget er genkendeligt, uden at publikum præcist kan definere eller formulere, hvad det er, tror jeg rammer og forandrer bedre, end når ting er 1:1. Vi oplever jo også tit verden som uforklarlig, og at turde være der, hvor det ikke umiddelbart giver mening, kan være en stor oplevelse«.
»Men af og til har vi små sekvenser, som er meget genkendelige. Små realismebidder, der gør, at publikum ikke bliver hægtet af eller føler sig dumme undervejs. Det føles trygt at være i den fælles virkelighedsopfattelse. Og så bliver publikum meget mere åbne for det abstrakte, og de accepterer lettere, at der er noget, de ikke forstår«.
»Jeg lavede en forestilling for nogle år siden, som hed ’Det som bliver hængende’, og som handlede om spøgelser på mange planer. Der interviewede jeg mange, og selv om jeg ikke selv har haft oplevelser med den slags, er jeg slet ikke i tvivl om, at nogle har. Jeg synes, det er meget radikalt, — næsten fundamentalistisk — slet ikke at tro på noget. Ikke at tro på, at der findes andet end den fysiske virkelighed. Jeg tror, at mange oplever noget, og om det så er noget, hjernen finder på, eller om der rent faktisk findes nogle flere eller nogle for os ukendte dimensioner, er ikke så vigtigt for mig«.
»I teatret arbejder vi med gestalter og karakterer. Og der er så lille en grænse for, hvornår noget virker påtaget. Nogle gange går vi på Hovedbanegården, kigger på mennesker, deres gangarter, gestus og ventepositioner. Når vi tager de bevægelser med ind i teatret, belyser det og giver det plads, virker det fuldkommen utroværdigt og overdrevet. Intet, vi kan finde på, overgår virkeligheden«.
»Vi har brug for at få udfordret virkelighedsopfattelsen, fordi vi skal mindes om, at verden er større end det, vi kan se i tv-avisen. Vi bliver fordømmende, hvis vi får lov til at blive alt for enige om, hvad der er virkeligt«.
»Vi vil så gerne sætte tingene i bås, så vi nemmere kan forstå dem. Men hvis der så kommer en elefant med prikker, ved vi slet ikke, hvor vi skal gøre af den. Ideen med at udfordre virkeligheden, som kunsten kan gøre det, er, at den kan gøre os alle i stand til lynhurtigt at lave en ny kasse til prikkede elefanter i stedet for på forhånd at dømme elefanten ude som forkert. Det åbner«.
»Jeg oplever nogle gange, at folk, der har været bange for ikke at forstå et teatersprog, der arbejder med det abstrakte og surrealistiske, har fået store oplevelser til en forestilling. Når man bliver ramt sanseligt, går det i følelserne – måske uden om intellektet, og det kan virke meget rørende«.
»Hvis man tør holde sig åben, mens man sanser, uden at lukke og definere, bliver det en oplevelse og ikke forestillingen om, hvad der sker. Det kræver mod. Og nogle gange orker man det ikke. Jeg er lige selv flyttet og kan ikke finde noget. Det er helt uvirkeligt. Vi er så vant til rutinerne med at finde, hvor tingene er. Nu er det som at bevæge sig i en drøm. Men jeg tror, det er sundt at bryde sin virkelighed en gang imellem«.
Joshua Oppenheimer: »Jeg tror, vi alle sammen er tilfredse med, at andre lider«
»Der findes ikke en fælles oplevelse af virkeligheden. Vi kender os selv og virkeligheden gennem de historier, fiktioner og fantasier, vi fortæller om os selv. Og det er ikke originale fortællinger, vi komponerer ved at reflektere dybt over hele sandheden. De er ofte lånt fra tv, film, sociale medier og reklamer. Ubevidst – eller kun delvist bevidst«.
»Men jeg tror for så vidt på sandheden. En moralsk sandhed. Med udgangspunkt i, at individualitet er en illusion, at vi alle er en del af et større mysterium. Ikke en ting eller ingenting – det er det hele, og vi er alle en del af det. Jeg tror, den sandhed – vores moralske pligt over for virkeligheden – ofte er det, der får os til at løbe væk fra den«.
»Jeg har brugt flere år på at filme nogle af udøverne af massemord i Indonesien. Man ser dem prale i filmen, og folk tænker: ’Nå, de er stolte af, hvad de gjorde, de har ingen moral’. Men jeg indså efterhånden, at hver eneste af dem har brugt deres liv på at flygte fra en sky af skyld og skam, som fulgte dem overalt. De kunne løbe fra den det meste af tiden, men når de stoppede om natten, indhentede skylden dem og gav dem mareridt. Så hvad gør man, når man lever med den slags skyld? Man tager sine historier og minder og prøve at gøre dem gode og plausible. Og fordi de her folk aldrig er blevet fjernet fra magten, så har de nydt godt af selv at kunne skrive historien som sejrherrer. De tog deres rådne, mareridtsagtige handlinger og malede dem lyserøde. Det er i høj grad det, praleriet handler om. De forandrede deres virkelighed, så de kunne leve med sig selv«.
»Praleriet skaber en kultur og en situation, hvor de offentligt præsenterer en løgn – en moralsk løgn. Alt, hvad de gør, må nu være i forsvar for den løgn. Det inkluderer, at morderne, jeg filmede, gik til deres ofres familier og pinte dem – endnu en ond handling. Så du har den første onde handling, som var de oprindelige myrderier, og nu en ny ond handling. Og hvad er forbindelsen mellem de to handlinger? Ikke at morderne er umoralske, men faktisk det modsatte. De ved, at det, de gjorde, var forkert, og de er bange for skyldfølelsens smerte«.
»Det leder til det faktum, at der ikke findes gode og onde mennesker, og vi har ikke en engel på den ene skulder og en djævel på den anden. Vores sans for rigtigt og forkert, vores moral, som gør os menneskelige, er ofte en del af ondskabens mekanisme. Fordi når du overtræder en bestemt grænse og ser en livslang smertefuld skyldfølelse foran dig, så begynder du at lyve for at forsvare dig selv. Den løgn kræver så flere ofre – flere onde handlinger, for at du skal holde dig skyldfri i dine egne øjne«.
»Jeg tror, vi alle sammen er tilfredse med, at andre lider. Tøjet, vi har på, maden, vi spiser, chokoladen, vi nyder, fordi den er sød og dejlig, selv om vi godt ved, at den sikkert er produceret af fattige slavelignende arbejdere – måske endda børn. Vi bruger elektronik, som vi godt ved er produceret på fabrikker, der er så rædselsfulde, at sovesalene har net foran balkonerne, for at arbejderne ikke skal begå selvmord. Vi gør dem til fetich faktisk, og vi er stolte af vores nye iPhone eller anden elektroniske gadget. Forbrugerisme er en hel kultur, som udvisker vores forbindelse til den lidelse, vi er afhængige af for at opretholde vores hverdagslevestandard – der får os til at lyve for os selv og ændre vores virkelighed på den måde«.
»Jeg tror, at folk har en ret stærk fornemmelse af sandhed. Men der er en ansvarsfordeling i verden, der kan få folk til at føle sig selviske, isolerede, ensomme og umoralske. Og når vi føler, at vi slet ikke er ansvarlige, bliver vi uberørte af onde handlinger. Vi kan gøre ting, vi ved er forkerte. Løsningen er at få ændret dette til en følelse af solidaritet, som gør mennesker medfølende«.
Minik Thorleif Rosing: »Videnskaben kan ikke forklare særlig meget«
Vi er meget sikre på, at det vi kender som virkeligheden, også er virkeligheden. Men på en bælgravende mørk nat skal vi ikke nyde noget af at gå igennem en skov – selv om vi ved, det ikke burde være spor farligt.
Jeg havde engang en helt vildt skræmmende oplevelse. Jeg var blevet fløjet ud et sted, hvor jeg vidste med sikkerhed, at der ikke var andre mennesker. Det var højlys dag og mægtigt hyggeligt. Jeg satte mig på et tidspunkt ved en lille sø med min termokande med kaffe. Så fik jeg fornemmelsen af, at der gik nogen gennem græsset bag mig. Jeg kiggede over skulderen – der var ikke nogen. Så var der nogen, der væltede min rygsæk. Jeg kunne stadig ikke se nogen. Der blev jeg ræd. Men så kunne jeg hen over søen se en lille bitte hvirvelvind. Det var bare den.
I Grønland har man rigtig mange historier om fjeldgængere, spøgelser og så videre. Og der kan folk fortælle så stjernehamrende uhyggeligt, at man kan være lige så overbevist om den virkelige verden, man vil, men når først de går i gang, så løber det helt af med en.
Jo, jeg har selv været med til at ændre virkeligheden – ved at finde frem til, at livet opstod meget tidligere, end før antaget.
Det var ikke et aha-øjebliks erkendelse - det tog ca 5 år. Stille og roligt, får man overbevist sig selv om, at det nok er sådan. Så skal man beskrive det, og så skal man publicere det, det tager enormt lang tid. Og man får alle mulige forfærdelige tilbagemeldinger undervejs om, hvor åndssvag man er. På det tidspunkt, hvor det endelig bliver anerkendt, hænger det en langt ud af halsen.
Der, hvor jeg arbejder i Grønland, kan man se det tidligste liv på jorden. Det er et område på størrelse med mit skrivebord – en klippe, der stikker frem. Det er blevet et berømt sted. Der findes en afstøbning af det på American Museum of Natural History i New York i fuld skala.
Der er orden i verden i ekstremt høj grad. Undtagen lige lokalt her på mit kontor.
Ofte tror folk, at forskere selv mener, de kan forklare alt, men videnskaben kan ikke forklare særlig meget. Det er meget små aspekter af en meget kompleks verden, man overhovedet kan forholde sig til. Hver gang vi bekræfter en teori, flytter det ikke ret meget andet, end at så ved vi det med højere grad af sikkerhed. Men der er stor tilfredsstillelse, når man finder ud af, at det man troede, er fuldstændigt forkert, og at virkeligheden er anderledes, end man troede.
Folk bruger ofte analogier til at forklare, og det er næsten altid forkert. Nogle ting kan man godt – fem kilo sten og fem kilo glas ned over tæerne gør nok lige ondt. Men hvis du rejser til et nyt land, og det regner to dage i træk, så siger vi tit: Her regner det så altid. Vi prøver altid at opbygge systemer meget hurtigt – uden belæg for det. Det skal man passe på med.
Man får mere og mere ydmyghed og respekt for, hvor kompleks verden er. Steno, videnskabsmanden fra 1600-tallet holdt en tale på naturelkabinettet, som det hed dengang, og sagde: ”Skønt er det, vi ser, skønnere er det, vi forstår, men skønnest af alt er det, vi ikke kan fatte”. Den skønhed kommer man tæt på, når man rigtig stikker næsen ned i tingene. Verdens gevaldighed.
Vi bliver mere og mere opmærksomme på nye ting, vi kan sanse. Bare tænk på iPhonen, der kan sanse det elektriske felt rundt om din finger. Tidligere har man beskrevet virkeligheden ud fra de standard fem sanser. Men der er også mennesker, der kan finde nord og syd, selv om de ikke kan se, hvor de er.
Der er ting, der er virkelige, men som vi ikke ved nok om endnu, til at have med i vores virkelighedsopfattelse.